Sjælens Ingeniører – Utopi, revolution og tyranni

Hvori består formålet med det politiske liv? Skal det i forlængelse af den liberale tradition formuleret af tænkere som John Locke og den amerikanske Uafhængighedserklærings stamfædre beskytte vores rettigheder som individer, og derigennem fremme den enkeltes mulighed for at efterstræbe udfrielsen af sin individuelle forståelse af det gode liv? En politik, der inddæmmer menneskets naturlige friktionsanlæg via en social kontrakt baseret på økonomisk fremgang, privat ejendom samt retten til at definere og forfølge sine unikke livsmål efter bedste evne (så længe de ikke skader andre). Eller skal politik, snarere end ”blot” at sikre velstand og individuelle rettigheder, forlene os med en følelse af harmoni og tilhør, forme dydige borgere samt skabe et kunstfærdigt fællesskab af autentisk lyksalighed?

Spørgsmålet er centralt i den politiske filosofi, og selvom sidstnævnte tilgang inkarnerer en langt mere ambitiøs forventning til det politiske domæne har den ikke desto mindre været afsættet for flere af historiens største tænkere såvel som politiske massebevægelser. Men længslen efter at gøre politik til et nobelt foretagende, at forskønne det kollektive liv og opdyrke en stemning af selvopofrelse på vegne af det ”fælles bedste”, rummer imidlertid også det realhistoriske paradoks, at bestræbelsen herpå ofte er kulmineret i fremvæksten af ekstremistisk vold og massemord. Mere konkret har ambitionen om at konstruere en ny mennesketype og realisere det beslægtede mål om at indstifte en gylden ære via skabelsen af en egalitær kollektivistisk utopi, udmøntet sig i alt fra den jakobinske terror i årene 1793-94 til de bolsjevikiske og nationalsocialistiske revolutioner. Man kan desuden tilføje maoismen og Khmer Rouges tredjeverdenssocialisme samt vor tids jihadistiske terrorisme. Revolutionære bevægelser, hvis hovmodige totalstatsløsninger på menneskehedens ulyksaligheder delte ønsket om en radikal ny begyndelse samt tiltroen til det grandiose såvel som kompromisløse sociale ingeniørarbejdes mulighed for at skabe kollektiv frelse og samfundsmæssig perfektion.

Men frem for at rive himlen ned på jorden blev disse totaliserende skrivebordsutopier snarere rationaler for koldblodig terror legitimeret med henvisning til det fremtidige idealsamfund, der mentes at inkarnere folkets sande aspirationer, men som i praksis ofte forblev totalitære rædselsregimer anført af messianske folkeforførere forblindet af visionen om det forjættede land.

Borgerskabets elendighed

For ovenstående bevægelser var destruktionen det uomgængelige springbræt ind i fremtiden, hvorfor idéen om graduale reformer blev afvist til fordel for indstiftelsen af en helt ny begyndelse renset for traditionelle autoriteter. De var desuden fælles om en dybfølt afsky for den liberale modernitet såvel som dennes underliggende oplysningsværdier, hvis politiske individualisme og økonomiske kapitalisme typisk blev forbundet med grådighed, fremmedgørelse og åndelig deformering. Både det politiske højre og venstre delte således et fælles had til det moderne bourgeoisis-Europa, hvorfor det forrige århundredes revolutionære statsdannelser i vid udstrækning var rundet af en æstetisk kritik af den moderne liberalismes reduktion af staten til en utilitaristisk kontrakt mellem konsumenter og producenter af varer. En kritik, som i bestræbelsen på at overvinde den demokratiske tidsalders menneske og dennes klasse, borgerskabet, ønskede at transcendere det liberale samfunds kommercielle motiver og ”frisætte” individet fra bourgeoissamfundets materialistiske ”korrumpering”.

Afgudernes ragnarok

Men hvordan udmøntede denne bestræbelse på at forædle det moderne liv og samfund i opposition til den liberale modernitets postulerede undertrykkelse såvel som spirituelle forarmelse sig i det tyranni, der blev frugten af de førnævnte bevægelsers revolutionære program? Og hvilke idéer nærede disse moderne former for politisk tyranni? Det er et par af de spørgsmål nærværende essay vil kredse om med henblik på at udfolde det totalitære potentiale, som dele af det 20. århundredes massebevægelser og politiske filosofi inkarnerede. Evigt relevante spørgsmål, der blandt andet indbefatter en kritisk skildring af prominente tænkere som Jean- Jaques Rousseau, Karl Marx, Martin Heidegger og Friederich Nietzsche.

Ingen af disse filosoffer kan imidlertid tildeles skylden for hverken Robespierre, Hitler eller Stalin, men på forskelligvis lånte de hver især legitimitet til forskellige aspekter af jakobismen, nazismen og stalinismens teori og praksis. Dette betyder imidlertid ikke, at disse intellektuelle sværvægtere blot bør reduceres til ekstremistisk ideologi, da man sagtens kan trække æstetiske, filosofiske, eksistentielle, politiske samt psykologiske indsigter ud af deres komplekse tankegods. Uden dem ville den politiske filosofi unægtelig være fattigere, ligesom de endnu kan bidrage til at nuancere liberalismens indsnævrede psykologiske profil af mennesket samt udfordre tidsåndens åndeligt underfrankerede formålsrationalitet og forståelse af fremskridt. Men som vejledere i relation til samfundets politiske udformning, bør man ikke bortabstrahere fra de illiberale implikationer, som realiseringen af deres intellektuelle arvegods – oversat til et utopisk politisk projekt - i praksis har afstedkommet.

Rousseau og det moderne menneske

En af de filosoffer som historisk set har næret revolutionens glød er franskmanden Jean-Jacques Rousseau, for hvem fænomenet bourgeoisis står helt centralt i analysen af det moderne samfund. Hos Rousseau er bourgeoisborgeren en individualist i et samfund som vedkommende er afhængig af i bestræbelsen på at opnå sine private mål. En hyklerisk figur spændt ud mellem det naturlige menneske og den moralske samfundsborger dedikeret til det fælles bedste. To respektable yderpoler, der for Rousseau i højere grad inkarnerer idealet om frihed, da egeninteressen og borgerdyden her fusionerer frem for som hos bourgeoisis mennesket at stå i et konfliktfyldt forhold til hinanden. I modsætning til denne attråværdig harmonisering er den liberale bourgeoismoral til salg, idet dens bærer, som hverken er forlenet med det naturlige menneskets oprigtighed eller samfundsborgerens politiske nobilitet, forlanger udbetaling for enhver social gerning og derfor er upålidelig samt indlemmet i en psykologisk krigsførelse med sine omgivelser.

I sine tekster udmaler Rousseau grundlæggende et billede af en epoke, hvor det nye selviske menneske, opslugt af forbrug og konkurrence i en individualistisk såvel som materialistisk tid formet af videnskabelige og økonomiske fremskridt, opgiver sit ansvar som borger til fordel for dets egeninteresseinducerede jagt på status, magt og materielle bekvemmeligheder. Rousseau ønsker at befri mennesket fra modsætningsforholdet mellem den enkelte og helheden ved dels at skabe en stat, hvor det indre fjendskab ophæves igennem elimineringen af konkurrencen fra de samfundsmæssige forhold, og dels ved at udvinde et nyt menneske, der restløst lader sin frihed og individuelle lykke gå op i fællesskabets vilje til selvopretholdelse. Hvor den liberale stat individualiserer bestemmelsen af mennesket og forstår konkurrencens energi som en drivkraft for samfundsmæssig stabilitet og fremskridt, er Rousseaus stat derimod en organisme med ét hjerte og én sjæl. En stat, hvor uegennytten og samdrægtigheden hersker, og hvor enkeltindividet samfundsmæssiggøres med hele sin åndelige eksistens ved at aflægge en civil trosbekendelse baseret på en helliggørelse af den sociale og politiske fornuft.

”Sand” og ”falsk frihed”

Menneskeheden skal således frisættes fra den psykologiske pine, som bourgeoisisamfundets strukturelt determinerede kamp om status og ejendom indebærer - såvel som fra hele det manipulerede behovssystem, der i Rousseaus optik har fremmedgjort menneskets fra den præpolitiske naturtilstands oprindelige lykke. En kollektiv emancipation som skulle rehabilitere menneskets ”ægte” frihed ved at genskabe dets naturlige lighed og fordrive ekstravagancen til fordel for andre og mere ædle tilbøjeligheder.

Dette er en interessant idéhistorisk ambition, da frihed hos Rousseau ikke længere forstås negativt, som fraværet af objektive forhindringer for tanke- såvel som handlermæssig udfoldelse, men derimod forbindes med menneskets mulighed for at realisere sin inderste natur. En ny logik, der adskiller liberalismens frihedsforståelse fra den jakobinske, socialistiske og kommunistiske ditto, og som i højere grad forbinder frihedsbegrebet med betingelserne for ”autentisk” selvudfoldelse. Perspektivet forskyder sig med andre ord fra frigørelsen fra begrænsninger og arbitrær autoritetsudøvelse til genindsættelsen af mennesket i en mere sand relation til dettes indre kerne af følelser og behov (hvordan mennesket skal bruge sin frihed). En perspektivforskydning, der sidenhen har været løftestang for diverse politiske magters emancipationsbestræbelser, ligesom Rousseaus grundlæggende fordringer vedrørende folkets kollektive genopstandelse i en ny og gylden tidsalder - en art mytisk urtilstand af kollektiv enhed og uskyld forud for fremkomsten af den moderne individualisme samt private ejendoms psykologiske defekter - er blevet videreført som guide for politisk handlen i en lang række mutationer af flere revolutionære såvel som autencitetsbesyngende bevægelser og filosoffer. 

Modernitet, dekadence og individualismens forbandelser

Ifølge Rousseau er mennesket i udgangspunktet ikke disponeret for hverken grådighed eller egoisme. Det naturlige menneske er ikke nødvendigvis dydigt, men det har ingen grund til at udnytte andre, da det selv kan udfri sine beskedne behov. Menneskets sjælelige korrumpering skal på denne baggrund tilskrives samfundets indretning, og Rousseau fandt i forlængelse heraf, at menneskets natur var degenereret som følge af den moderne civilisations økonomiske og teknisk-industrielle fremskridt. Fremmedgjort fra sin naturtilstand er mennesket ifølge Rousseau blevet offer for det moderne samfunds sjælløse konkurrence, da det måler sig med omgivelsernes blikke og omsætter sin frihed i bestræbelsen på at hæve sig over andre og forfølge magt, status og økonomisk velstand (Rousseaus tænkning er således formet af et romantiserende blik på den menneskelige naturtilstand, som fx bryder med den tidligere og indflydelsesrige filosof Thomas Hobbes beskrivelse af denne som en overlevelseskamp forbundet med frygt, vold og ensomhed).

For Rousseau er bourgeoisis-borgeren altså symbolet på en degenereret samfundsudvikling bundet op på en problematisk forståelse af frihed og fremskridt knyttet til den liberale modernitets sociale orden. En orden baseret på oplysningens sociale kontrakttænkning, hvor alle opgiver lidt frihed for derimod at kunne nyde resten (som hos Hobbes), og hvori man – som en art forretningskontrakt - blot forventes at være tydelig omkring sin egeninteresse og dens brudflader med andres ditto. I opposition til denne ”falske” frihed gjorde Rousseau og hans følgere den ”autentiske” fælles frihed til målet og dyden til midlet, hvilket indebar en vidtrækkende politisering af den menneskelige moral og karakterdannelse. Menneskets passioner og ønsker skulle altså ikke længere blot reguleres af en social kontrakt, imens den samlede sum af individuelle interesser på forunderlig vis tjente det fælles gode som hos fx Adam Smith og John Locke, men derimod kultiveres eller helt overkommes i bestræbelsen på at udvinde et nyt menneske i opposition til den fejlbehæftede eksistens, som voksede ud af den ”falske” oplysningsindividualisme. En individualisme, der kontrasterede Rousseaus politiske inspiration og ideal, den antikke bystat Sparta, hvori individet var underlagt almenvellet og distinktionen mellem offentlig og privat, egeninteresse og patriotisk dyd, var ophævet.

Fra individuelle viljer til "almenviljen"

Ovenstående tanker blev i første omgang omsat og radikaliseret af Rousseaus selvbestaltede discipel Maximilien Robespierre, der som leder af jakobinerklubben og prominent medlem af det franske nationalkonvent var en central figur i den franske revolutions transformation fra et moderniserende statskup til et terrorregime af revolutionære tribunaler og utopisk motiverede mord. Robespierre forestillede sig netop, at han ved at lancere den revolutionære terror i 1773 implementerede Rousseaus lære om almenviljen. Et begreb, der for Rousseau repræsenterede den rene folkevilje, en abstrakt entitet hævet over private samt klasse- klan og familiemæssige interesser, i henhold til hvilken den politiske magt blev underlagt det kollektive gode til fordel for sikringen af den fælles frihed. Almenviljen er således ikke en abstrakt sum af mange viljer eller en statistisk flertalsvilje, men derimod et art kollektivsubjekt, der opsluger de mange enkeltsjæle og udtrykker hjertet og fornuftens stræben. Rousseaus folkevilje kontrasterer derved ideen om parlamentarisk repræsentation, interessepolitik, der ved skabe kompromisser mellem partikulære og selviske viljer menes at institutionalisere det splittede og dermed ”ufrie” moderne menneske.

Selvom Rousseaus tanker om almenviljen nok kan være interessante baner forestillingen om, at mennesket indgår i et abstrakt hele af sammenfaldende interesser imidlertid også vejen for en række farlige idéer. Rousseaus tanker kan i forlængelse heraf betragtes som forløberen for den historisk set udbredte forestilling om, at mennesket er blevet så forblindet i relation til at forstå sin egentlig natur, at det kun kan blive ”befriet” af de revolutionære og sociale ingeniører, som forstår individets objektive behov bedre end den enkelte selv. En opdeling af menneskeheden i de indsigtsfulde, sandhedens missionærer, der bør herske, og de uoplyste masser, der bør underlægge sig den nye præstestabs bestræbelse på at befri dem fra vranglærens bånd. Da mennesket, sin forvildede tilstand taget i betragtning, ikke kan se lyset forud for almenviljens reelle implementering, må den ”autentiske frihed” nødvendigvis tvinges igennem, hvilket er en ideologisk kraft, der ikke blot formede den franske revolutions terror, men som ligeledes leder tankerne mod Marx og Lenins diktatoriske transitionsfase forud for etableringen af det kommunistiske himmerige.

Den jakobinske terror

For jakobinerne, almenviljens selvbestaltede repræsentanter, blev Rousseaus tanker om den kollektive vilje udmøntet i et blodigt opgør med de klasser, som var mest ”korrumperet” af bourgeoisis-laster og derfor stod i vejen for indstiftelsen af revolutionens ”gyldne ære” af harmonisk lyksalighed baseret på fraværet af ejendom, klasse og religion. Et projekt, der satte almenvellet over private livsmål og derfor tilstræbte et fællesskab, hvor individets egeninteresse snarere skulle udryddes end faciliteres inden for rammerne af en social kontrakt.

Den franske revolution er i forlængelse heraf historien om, hvordan en gruppe veluddannede mænd forsøgte at transformere et uretfærdigt og repressivt regime i henhold til Oplysningens potente tanker om menneskelig værdighed, lighed og frihed, men som - fremfor at introducere en ny ære af demokrati og frihed i Europa - forfaldt til terror og utopisme. En utopisme næret af Rousseaus forestilling om, at når først den gamle verden var fejet bort og vejen banet for det nye menneskes kommen ville krig, vold, udbytning og konkurrencestridigheder forsvinde til fordel for en ædel tilstand af dyd og perfektion.

Dette paradis lod imidlertid vente på sig og tilbage stod den banale virkelighed af menneskelig fejl og korruption tilsat en række nye trusler mod revolutionens Frankrig, som i form af kontrarevolutionære modkræfter og eksterne krigstrusler gøede jorden for den permanente revolution rettet mod alskens ”fjender” af fred, retfærdighed og frihed. Den pressede revolutions selvbestaltede avantgarde blev med andre ord paranoid (et velkendt fænomen blandt radikale utopister og blandt andet udtrykt i Stalins brutale skueprocesser), hvorfor frygten for ikke at gå langt nok i realiseringen af deres visioner fortrængte frygten for at gå for langt. På denne baggrund kan det jakobinske terrorregime også betragtes som forløberen for Gulag, Auschwitz, kulturrevolutionen, Killing Fields og Islamisk stats religiøst legitimerede sadisme, og dermed det relativt moderne tyranni, som i form af skrivebordsutopiens holistiske systemtænkning og ideologiske tingsliggørelse af mennesket formede det 20. århundrede. Et tyranni, hvis praktiske gestaltning spændte over alt fra det klasseløse, ariske og teokratiske tusindårsrige.

Nye veje til Utopia

Ud fra en fair læsning af Rousseaus bekymringer vedrørende den moderne civilisations konsekvenser var det jakobinske terrorregime næppe hans realpolitiske intention, men hans opflammede sprogbrug og idéer inspirerede alligevel de revolutionære inkvisitorer, som ved hjælp af guillotinen ville sikre det korrumperede menneskes kollektive frelse. I forlængelse heraf var Rousseau nok en original tænker, og hans teoretiske søgen efter et fællesskab som rækker ud over summen af private interesser og baserer sig på en høj grad af kollektiv meningsfuldhed og følelse af tilhør er både efterspurgt og interessant. Hele den republikanske idetradition, hvor demokratiet ikke blot er et aggregat af individuelle præferencer faciliteret inden for liberalismens neutrale rammeværk af individuelle rettigheder, men derimod en kollektiv deliberation vedrørende ideen om det fælles gode, kan grundlæggende udlægges som et besnærende korrektiv til de forgange årtiers teknokratisk forvaltede nyliberalisme. Men Rousseaus sammenkobling af den fremherskende forståelse af fremskridt med inautencitet og fremmedgørelse blev imidlertid – i lighed med hans opgør med ejendomsrettens frisættelse fra politisk kontrol – også en central komponent i meget venstreradikal tænkning, hvor revolutionen ikke blot skulle rettes mod kapitalismen eller en autoritær magtudøvelse, men derimod omstyrte en fremmedgørende samfundstotalitet af varegjorde sociale relationer. En ambition som bebyrdede den revolterende politiske aktion med endnu mere utopiske endemål.

I 1794 blev Robespierre selv offer for den guillotine, han havde sendt så mange i, men den kulturelle og politiske søgen efter en vej ud af det moderne bourgeoisisamfunds ”dekadence” blev imidlertid videreført i løbet af 1800-tallet. Ud af denne søgen opstod der så to utopiske alternativer, som i skikkelse af den bolsjevikiske rekonstruering af samfundet oppefra og ned og nazisternes tribalistiske bud un boden nationalisme blev afgørende for udformningen af det 20. århundrede, hvor almenviljen, som radikaliseret begreb, igen blev et problematisk instrument for den enkeltes opløsning i det abstrakte kollektiv.

Marx og historiens endemål

Med sin dialektiske historiemodel havde den tyske filosof Hegel i starten af det 19. århundrede bragt den historiske udvikling på formel og videnskabeliggjort idéen om den forestående guldalder, som automatisk ville vokse frem af det eksisterende samfunds indre modsætninger. Ved hjælp af fornuften kunne filosoffen nu begribe selve verdensånden, der udgjorde historiens bevægelse i retning af menneskehedens kollektive selvforbedring, og dermed gennemskue verdensgangen, hvis latente mening var fornuftens bestandige selvrealisering. En tankefigur Marx efterfølgende videreførte om end han udskiftede den diffuse verdensånd med klassekampen som historiens motor. Også for Marx var historien således bærer af et prædetermineret mønster, idet den kapitalistiske produktions indbyggede love over tid ville frembringe sin egen negation i form af betingelserne for socialismens fremkomst. På denne baggrund tog marxismen form af en sekulær profeti som blotlagde historiens skjulte mening og tilførte ideen om det kommunistiske himmerige en videnskabelige form og garanti. I forlængelse heraf blev Marxismen ofte beskrevet som ”videnskabelig socialisme”, hvilket er en frase, der i form af idéen om at mennesket kan formes i henhold til en teori om historisk lovmæssighed opsummerer en skræmmende komponent i det 20. århundredes kommunisme.

Med en ortodoks tiltro til den universalhistoriske udviklingslogik, der ifølge Marx udstak historiens gode vilje, ønskede Lenin og hans bolsjevikiske revolutionskumpaner at fuldende det forsyn og alternative fundament for frihedens reelle gennemførelse, som karakteriserede den videnskabelige marxismes verdslige trossystem. Historien skulle med andre ord forceres i henhold til dens prækonditionerede endemål (kommunismen), hvorfor marxismens socialt indignerede og ofte rimelige kritik blev omformet til en profetisk legitimation af de brutale midler, hvormed bolsjevikkerne reducerede den russiske befolkning til trædesten for det historiske maskineris uafvendelige fremmarch mod den videnskabelige marxismes dennesidige utopi. Et frihedens rige realiseret og bebudet af en revolutionær fortrop, der mentes at legemliggøre proletariatets kollektive vilje og i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som historiens selvbestaltede avantgarde.

Den bolsjevikiske revolutions onde ånder

Med idéen om det militante avantgardeparti af forpligtede revolutionære med en højt udviklet socialistisk bevidsthed forenede Lenin således den russisk revolutionære-terroristiske tradition med marxismens økonomiske tænkning og betoning af arbejderklassen som historiens progressive subjekt. Men forestillingen om, at Rusland skulle blive den internationale revolutions forpost brød imidlertid med logikken i Marx´ dialektiske materialisme, da landet, som et tilbagestående landbrugssamfund, endnu ikke havde gennemgået det kapitalistiske overgangsstadies socioøkonomisk evolution, og derfor ikke burde være moden til socialismens indstiftelse. Et brud med teorien, der skulle kompenseres via implementeringen af en topstyret økonomisk modernisering og industrialisering, tvungen kollektivisering og et opgør med idéen om privat ejendom og individuelle rettigheder.

På denne baggrund markerede Oktoberrevolutionen triumfen for Dostojevskijs ”Onde ånder”, det nihilistiske og fornuftstro menneske, som i hans komplekse roman af samme navn hævder tankens ufejlbarlige almagt og med henvisning til den dybere indsigts hellige pligt indtager guds tomme trone for at omforme samfundet i henhold til deres revolutionære idealer. Lenin og hans marxistiske følgere var således rundet af en oplysningsrationalistisk ambition om at perfektionere samfundet og realisere menneskets autentiske selv gennem videnskabelig funderet planlægning. I bogen Litterature and Revolution (1924) skriver den røde hærs stamfader Lev Trotskij for eksempel, at socialismen vil skabe et højere biologisk væsen, et art supermenneske, der både er stærkere, klogere og mere rytmisk end samtidens middelmådige eksistenser. Undervejs i bogen flirter han ligeledes med tanken om at forædle mennesket via eugenik, hvilket Trotskij - modsat Hitler – dog aldrig nåede, da han forinden blev afsat af Stalin, som brugte mere traditionelle instrumenter såsom staten, politiet, lærerstaben samt diverse ideologisk ensrettede kunstnere og forfattere til formålet.

Sovjetkommunismens brutale blindgyde

Det socialistiske himmerige og Nye Menneske indfandt sig imidlertid ikke i kølvandet på revolutionen, der i modsætning til det utopiske forsyn i marxismens udviklingsfatalistiske trosystem affødte en dystopisk virkelighed af kontrol, arbejdslejre og statsfaciliterede massemord. Allerede i december 1917 blev Tjekaen, Lenins hemmelige politistyrke, for eksempel oprettet med det formål at sikre lydighed og ideologisk renhed i befolkningen. En sikkerhedstjeneste, hvis læderjakkeklædte officerer henrettede, torturerede og arresterede enhver kontrarevolutionær opposition til det bolsjevikiske diktaturs kurs mod historiens lovbestemte endemål.

Efter Lenins død i januar 1924 blev bolsjevikkernes moralsk depraverede politistat videreført af Stalin, som ved udsigten til verdenskommunismens skibbrud opgav marxismens kosmopolitiske prætentioner og proklamerede ideen om socialisme i ét land. Hvor Napoleon vendte den franske revolution udad i bestræbelsen på at sprede den ved militær kraft, vendte Stalin derimod den russiske revolution indad i forsøget på at optimere og konsolidere dens nationale form. Et regulært terrorprogram som udgik fra en totalitær monolitisk stat karakteriseret ved hungersnød, organiseret massemord og den institutionaliserede sadismes gennemtrængende paranoia. I dette lys blev stalinismen den mest ekstreme og tragiske variant af det bolsjevikiske imperativ om modernisering oppefra og ned i henhold til marxismens kollektivistiske doktriner.

Ideologi som folkets opium

Sovjetunionen var således meget langt fra utopien i den marxistiske idéverden, som foruden en økonomisk komponent også rummer en eksistentiel dimension udtryk i Marx´ såkaldte ungdomsskrifter, hvori han ønsker at ophæve konflikten mellem menneskets autentiske væsen og faktiske væren ved udrydde det moderne samfunds kilder til fremmedgørelse - herunder arbejdsdelingen, der menes at forkrøble menneskets kreativitet og længsel efter helhed. En romantisk tænkning, som i bestræbelsen på at transcendere menneskets fremmedgørelse fra dets ”sande” behov og selv implicerer eksistensen af en mulig harmonisk og paradisisk tilstand. Marxismens visioner om en statsløs reorganisering af produktionen i en fri og ligeværdig samvirken mellem producenter uden skabelsen af merværdi er imidlertid notorisk kendt for manglen på konkret indhold. Hvilke institutioner skulle der opbygges på den anden side af revolutionen? Fraværet af svar herpå kan meget vel skyldes den overbevisning, at hele idéen om politik ville blive mere eller mindre overflødig efter overgangen til socialismen, da politik i en marxistisk optik forbindes med klassekamp baseret på spaltningen i samfundets ejerforhold. Når først denne spaltning var ophævet, og udbytningen dermed elimineret, ville historiens drivkraft, klassekampen, dermed ophøre og historiens dialektik fuldendes til fordel for udfrielsen af den altomfattende harmoni.

Det nye samfund ville i forlængelse heraf have draget så meget fordel af kapitalismens udvikling af produktivkræfterne, at knapheden ville forsvinde og dermed også trangen til at berige sig på andres bekostning, hvorfor både profitmotiver og egoisme ville visne væk sammen med staten. Når først verdens ”onder” i form af privat ejendom, udbytning og aristokratiske privilegier var blevet konsumeret af revolutionens flammer, ville der ud af asken opstå en ny harmonisk og retfærdig orden. Herunder et nyt menneske, der - frigjort var det system, som producerer fremmedgørelse og udbytning – vil give afkald på enhver adfærd knyttet til grådighed, forfængelighed, konkurrencetrang og magt. På denne baggrund ekkoer Marx Rousseaus protest mod bourgeoissamfundets forkrøbling af menneskets sjæl og hjerte, såvel som hele idéen om, at vi ikke ønsker denne adfærd og elimineringen heraf derfor vil efterlade os i en statisk kollektiv lyksalighed blottet for disse psykologiske ”laster”. Marx økonomiske analyser synes på denne baggrund parret med en forbløffende naivitet vedrørende menneskets psykologiske konstitution.

Utopi og virkelighed

Da virkeligheden i forlængelse heraf ikke levede op til den bolsjevikiske avantgardes forventninger, måtte denne - frem for blot at skabe betingelserne, hvorfra utopien selv ville materialisere sig – således egenhændigt forme utopien gennem yderligere brug af vold og magt (som det også var tilfældet under den franske revolution). Ethvert tilbageslag for doktrinen lod sig med andre ord fortolke som et produkt af historiens træghed og det ufuldkomne menneskets fordomsfuldhed, hvorfor målet blev henvist til en fjern fremtid og overgangen gjort permanent. Det sovjetiske folk blev som følge heraf slavebundet til den særlige forestilling om frihed og retfærdighed, der var indlejret i Sovjetunionens økonomisk-bureaukratiske kollektivisme. Parallelt hermed blev alle forhindringer for de forkromede idealers udfrielse søgt elimineret i løbet af regimets 70 år lange transitionsfase fra diktatur til paradis, inden det omsider brød sammen under vægen af sin egen økonomiske uformåen og forsvandt til fordel for en tragisk historisk arv af undertrykkelse, terror, censur, massedød og ubegribelig menneskelig lidelse.

Det biologiske artsfællesskab

Modsat Lenin og Stalin kom Nazitysklands messianske førerskikkelse, Hitler, til magten ved hjælp af demokratiske midler og med løftet om at genrejse den nationale stolthed efter Versaillesfredens ydmygelser i 1919, og dermed sikre det tyske folks retmæssige plads i solen, udfri dets foruddiskonterede skæbne og fremmane en spirituel transformation af menneskeheden i opposition Weimarrepublikkens liberale ”dekadence”. Dette blev som bekendt starten på en af historiens mørkeste kapitler i form af etableringen af det nazistiske terrorregime, som inkarnerede den mest brutale højrefløjsversion af det 20. århundredes statsfaciliterede sociale ingeniørarbejde.

Præpareret af en lang tradition for at betragte den tyske kultur som særlig åndfuld og overlegen set i relation til den anglo-franske idéverdens liberal-individualistiske oplysningshumanisme, en dunkel romantik udtrykt i den unge Thomas Manns distinktion mellem kultur og civilisation såvel som i Wagners afsværgelse af den oplyste verdens hule bourgeoismaterialisme til fordel for sine primale fantasier om nordisk ridderlighed og heroisk kamp, mobiliserede nationalsocialismen Weimarrepublikkens desillusionerede masser i opposition til den kommunistiske trussel samt det ”atomiserende” liberale demokrati. Et demokrati, hvis abstrakte kontraktualisme i vid udstrækning var (og er) døv for sjælen og folkets ånd. I en verden præget af kulturelle opbrud og økonomisk ruin blev nazismens radikale politisering af den tyske romantiks kulturelt funderede revolte mod oplysningens idealer, samt pseudovidenskabelige og racearistokratiske vision om det ariske herredømme, således en vej til frelse, stabilitet og selvrespekt for mange tyskere. Et dehumaniseret projekt, hvis forsøg på at skabe en ny kulturel, politisk og biologisk orden var gennemsyret af en rendyrket ondskab, ultimativt symboliseret ved den nazistiske stats maskinelle dødslejre af overfyldte barakker og sortsvedne krematorieskorstene, som i form af fx Dachau, Buchenwald, Treblinka og Auschwitz satte radikale spørgsmål til civilisationens grundlæggende mulighedsbetingelser.

Nazismens fødselshjælpere

Hvor Robespierre specifikt trak på Rousseau, og Lenin på Marx, var nazisterne derimod inspireret af et bredt spektrum af højredrejet kulturkritik rettet mod den moderne civilisation, hvis liberale individualisme mentes at korrumpere mennesket, afskære det fra sine større forpligtelser og generelt skabe en verden af spirituelt forfald. Det nazistiske regimes ”videnskabelige” racisme hentede desuden legitimation i et intellektuelt klima fostret af pseudovidenskabelige socialdarwinister som den franske diplomat og aristokrat Arthur Gobineau samt den pronazistiske teoretiker Houston Stewart Chamberlain.

Men en langt mere interessant tænker som historisk set er blevet knyttet til den nazistiske bevægelse er filosoffen Friedrich Nietzsche, der modsat marxismens egalitære kritik af liberalismen repræsenterede en mere højredrejet angrebsflanke, som ville geninstallere en fornemmelse af aristokratisk rank og hierarki i det spirende demokratis nivellerende tidsalder. Nietzsche var imidlertid hverken nationalist eller antisemit, ligesom hans dyrkelse af individets selvgestaltning ikke harmonerer med højreradikalismens organiske kollektivisme. På denne baggrund kan hans forhold til nazismen anskues som analogt med Rousseaus forbindelse til jakobinerne, idet hans opflammede retorik, selektivt udvalgt, nærede revolutionære lidenskaber hvis realpolitiske aftapning han formentlig ikke selv ville have støttet.

Kulten om overmennesket

Men også hos Nietzsche er mennesket imidlertid noget, der skal overvindes i bestræbelsen på at forløse det fuldkomne menneske som udgør kulturen og Historiens formål. Om dette stærke menneske, der legemliggjorde det dynamiske, frodige og ekspansive liv, anvendte Nietzsche betegnelsen ”overmennesket”, hvilket i nazisternes forvrængede reception blev udlagt som et socialt forhold mellem over- og underlegne mennesker. Denne læsning, der kunne tjene som teoretisk legitimering af Nazytysklands vulgære raceforædlingsprogram, udlægges typisk som misvisende af lærte formidlere af Nietzsches komplekse ideunivers (såvel som fremprovokeret af hans antisemitiske søsters manipulerende redigering i tiden efter Nietzsches mentale sammenbrud i 1889).

Men det fremstår imidlertid også ensidigt udelukkende at læse Nietzsches radikale forandringshåb som et psykologisk og indadvendt projekt rettet mod det enkelte menneskes egen karakterdannelse inden for rammerne af en liberal civilisation med en konstitutionel repræsentativ regeringsfølelse. Snarere end at ”nøjes” med den rent individuelle søgen efter det ophøjede lægger hans tænkning derimod også op til en åndelige kultivering af selve menneskeheden som helhed. En kvalitativ substansforandring, som ikke skulle udfries igennem frisættelsen af masserne, men via massernes underkastelse under en værdig herskerklasse. Ambition om at gøre hele det politiske liv til genstand for en romantisk æstetiseringsbestræbelse, som rækker ud over den enkeltes unikke selvudvikling og underkaster befolkningen den visionære leders artistiske vision, leder desuden tankerne mod Lenin, Mussolini og Hitlers selvforståelse. Alle betragtede de sig som skulptører af den menneskelige sjæl, hvis opgave bestod i at modellere massen i henhold til deres nye livsværdier og derved skabe et mesterværk ud af samfundets menneskelige råmateriale. I både Nazityskland, det fascistiske Italien og Sovjetunionen blev transformationen af mennesket og samfundet altså ofte udlagt som et kunstværk formet af nationens fremsynede overhoved.

Nietzsches begreb om vilje til magt indebærer desuden en afvisning af det objektive og fornuftsbestemte afsæt for politisk handlen, og dermed også idéen om en transhistorisk etik, som kan danne grundlag for moralske domfældelser over politiske bestræbelser på at skabe nye og mere ”sunde” former for liv. I alle tilfælde blev Nietzsches komplekse analyser af moralens væsen, herunder hans afvisning af den kristne medlidenhedsetik samt tilbagevendende refleksioner over forholdet mellem svaghed og styrke, ingredienser i det kulsorte tankemiks, som Hitler og andre markante nationalsocialistiske ideologer som Alfred Rosenberg og Alfred Bäumler bryggede.

Det Tredje Riges sorte fyrste

Et andet højredrejet angreb på det moderne, liberale samfund, kom fra Martin Heidegger, der som en anerkendt filosof under Weimarrepublikken og senere medlem af det nazistiske parti kunne bære den tyske romantik og folkesjælstænkning ind i nationalsocialismens samtid og derved forlene Det Tredje Rige med en intellektuel fernis. I modsætning til både Rousseau, Marx og Nietzsche var Heideggers forhold til det 20. århundredes totalitarisme altså i højere grad faktuel end spekulativ. Heidegger forbandt grundlæggende den moderne stats økonomiske logikker, teknologidyrkelse og egalitære gennemsnitlighed med et politisk og kulturelt forfald, som nærede menneskets fremmedgørelse fra sin sande og autentiske Væren. På denne baggrund blev han eksponent for en klassisk kulturkritik rettet mod det moderne liv i datidens industrialiserede massesamfund. En potent kulturkritik, hvis gammelkendte opgør med den liberale modernitets onder, herunder dens individualisme, bourgeoismaterialisme såvel som filistrøse samt ydrestyrede massemennesker, strækker sig helt tilbage til Rousseau.

For Heidegger blev ideen om Det Tredje Rige et bud på realiseringen af en ny spirituel orden, som kunne overvinde det moderne livs inautencitet. I praksis var han fortaler for en art kollektivistisk eksistentialisme, der i modsætning til Sartres ditto ikke begrænsede sig til et credo for en bestandig selvkultivering og autonom liberal livsstil blottet for en dybere organisk forbindelse til verden, men som derimod skulle udøves igennem det tyske folk. Som kollektivt subjekt skulle det forenede folk, som en kvasi-mytisk enhed, hæve sig over den politiske interessevaretagelses småtskårne kompromisser og udrydde den moderne Weimarrepubliks åndeligt korrumperede orden.

I forlængelse heraf så Heidegger i nazismen potentialet for et nationalt genoprejsningsprojekt vendt mod den individfikserede oplysningsliberalisme. Hos Heidegger finder man således også idéen om, at tilknytningen til et fællesskab kan være lige så æstetisk og emotionelt stimulerende som konfrontationen med et stykke kunst. Denne politiserende omformning af det offentlige liv til en æstetisk kollektiv oplevelse, samt den beslægtede omsmedning af mennesket til en offentlig snarere end privat figur, delte mange socialister ligeledes, idet de betragtede det fremtidige socialistiske samfund som en form for kunstværk. En kollektiv lyksalighed opnået via det selvopofrende individs underkastelse under et samlet socialt hele fritaget fra liberale bekymringer såsom upartisk lovgivning, parlamentarisk demokrati og ytringsfrihed.

Mennesket som socialt problem

Hvor den kommunistiske revolution var videnskabeligt funderet, og dermed rationalistisk i sin kerne, var nazismens bestræbelser på at genskabe verden som et monolitisk kollektiv baseret på racemæssig renhed derimod baseret på en irrationalistisk etnisk nationalisme blottet for oplysningstraditionens universalisme, fornuft og kosmopolitisme. Formet af optimismens ånd indlejrede de russiske kommunister altså deres regime i en fremskridtsfortælling, som var deduceret fra den marxistiske videnskab, og hvis nye menneske og samfund mentes at have en universel appel. Nazismens antiuniversalistiske verdensbillede af endeløs kamp og en fjendtlig omverdens konstante farer for degeneration postulerede derimod aldrig at besidde nogen almen tiltrækningskraft eller gyldighed. Men som sociologen Zygmunt Bauman blandt andre har gjort opmærksom på var dele af det moderne projekt imidlertid også indflettet i nazismen, da selve mulighedsbetingelsen for Holocaust var et effektivt statsbureaukrati, den rationelle samlebåndkulturs industrielle produktionskapacitet samt en altgennemtrængende ideologi.

Men på trods af ovenstående forskelle var der dog også mange ligheder imellem disse to konkurrerende veje til Utopia. Begge drømte de for eksempel om et samfund drænet for individualisme, ligesom deres analyse af det moderne samfunds problemer medførte en udspaltning af menneskeheden i kollektive enheder baseret på henholdsvis klasse og race. Deres apokalyptiske kamp for fremtidens lyksalige fællesskab indebar således mobiliseringen af had til en eller flere grupper, der mentes at stå i vejen for udfrielsen af dette. Som supplement til jakobinernes kontrarevolutionære figur skabte Stalin for eksempel kulakken, der i form af den ”velhavende” bonde (eller alle dem som modsatte sig landbrugets tvangskollektivisering) symboliserede grådighed og illoyalitet set i relation til det leninistisk-marxistiske projekt. I nazisternes eskatologiske verdensbillede var det derimod jøderne, det ”rodløse” og ”materialistisk” orienterede ”forretningsfolk”, som inkarnerede den moderne verdens moralsk korrumperende tendenser. Hvor Hitler ville skabe en nation uden jøder, ville Stalin derimod konstruere et samfund uden klasser. I begge tilfælde blev millioner af mennesker reduceret til en partikulær betingelse, en raceideologisk eller socio-politisk kategori, der måtte elimineres med henblik på at realisere det nye kollektive politiske subjekt - hvad enten der var tale om den rene nation eller det klasseløse samfund.

Socialisme og ”den tredje verden”

I takt med, at den sovjetiske utopi udeblev og arbejderne i Vestens demokratiske industrisamfund i højere grad blev interesseret i maksimeringen af deres materielle velfærds- og forbrugsgoder end revolution, forskød mange på venstrefløjen deres troskab til diverse revolutionære opgør på den sydlige halvkugle. De ”fordømte her på jorden” (en sætning udødeliggjort af Franz Fanons indflydelsesrige bog fra 1961) overtog med andre ord rollen som historiens progressive subjekt, idet tidens utopisk-socialistiske engagement blev omsat i en række ”tredjeverdenslande”, der tjente som projektioner for den vestlige ungdoms grandiose revolutionsromantik.

Et eksempel herpå var Kina, hvor Mao Zedong havde vendt Marx på hovedet og gjort bønderne snarere end industriarbejderne til revolutionens fortrop i bestræbelsen på at udfri en rousseausk fantasi om kollektiv dyd hinsides bourgeoisis-materialismens psykologiske defekter (undtaget Mao selv, som levede i udsøgt luksus). Dette eksperiment blev siden videreført af Khmer Rouge, hvis fortolkning af den maoistiske kommunismes klasseløse projekt repræsenterede et fuldtonet forsøg på at returnere til en dydig naturtilstand ukorrumperet af alle materialistiske byrder og bourgeoisis-individualistiske tendenser – et projekt, som i praksis reducerede det cambodianske samfund til et primitivt kollektiv af slavearbejde og sadistiske dødslejre med forlæg hos bolsjevikkerne og nazisterne.

Kinas folkedemokratiske diktatur

Godt tre årtier efter den russiske revolution havde Mao etableret det største kommunistiske samfund i verden, og dermed indlemmet en stor del af klodens befolkning i det marxistisk-leninistiske projekt. Et projekt, hvis maoistiske aftapning imidlertid ikke undgik forgængernes produktion af menneskelig lidelse, hvilket kan for eksempel kan illustreres med henvisning til moderniseringsprogrammet ”det store spring fremad”, som i praksis udsultede befolkningen, kostede millioner af menneskeliv og reducerede bønderne til værdiløse tandhjul i folkekommunernes kollektivistiske industrifællesskaber. I kølvandet på denne menneskelige katastrofe lancerede Mao den kinesiske kulturrevolution, som fremfor at transformere økonomien (som det store spring fremad) var rettet mod kulturen og dermed befolkningens sjælelige konstitution med henblik på at sikre proletariatets diktatur mod enhver form for åndelige dissens og politisk revisionisme. Denne spirituelle renselsesproces blev udført af de såkaldte rødgardister, der i form af en fanatisk gadehær beslægtet med nazismens paramilitære hitlerjugend efterlod et spor af vold, terror og offentlige ydmygelser i deres restløse søgen efter kontrarevolutionær tænkning, politisk ukorrekte symboler og ”dekadent” livsførelse. En barbarisk pøbel af bogbrændere og fanatiske tanketoldere, der med den fattige bonde som forbillede foranstaltede en antielitær klapjagt på lærere, kunstnere, skribenter og intellektuelle i deres uniformerende bestræbelse på at udrydde alle former for traditionel kinesisk kultur og ”reaktionær” tænkning.

Som Lenin og Stalin før ham fejlede Mao altså også i relation til at skabe det nye socialistiske menneske, såvel som harmoniske idealsamfund, og i lighed med de russiske tyranner efterlod han derimod en arv af massedød og ubeskrivelig lidelse koblet til fejlslagne produktionsmål, henrettelseskvoter, arbejdslejre, hungersnød og pøbeljustits. Maoismen var i forlængelse heraf et ideologisk blændværk - en farlig fiktion - samt endnu et billede på kollektivismens problematiske bagside i form af menneskets åndelige slaveri under det abstrakte kollektiv - herunder den altnivellerende massekulturs af-individualisering af mennesket og det beslægtede tab af individets mest elementære bevidsthedsområde: bevidstheden om sit eget enestående væsen.

Islamisme: en orientalsk totalitarisme

Et andet og aktuelt eksempel på tyranniets mangfoldige aftapninger er islamismen, der kan betragtes som en teokratisk pendant til mellemkrigstidens europæiske totalitarisme. En pendant, hvis politiske projekt i dag fremstår som den mest potente af det 20. århundredes revolutionære bevægelser, og som - trods interne forskelle imellem grupper som ISIS, Al Qaeda, Taliban og Hamas – indrammer alle aspekter af samfundet og den enkeltes identitet med henblik på at realisere et utopisk mål om at returnere til et mytisk og spirituelt renere kollektiv. Som postuleret korrektiv til Vestens spirituelle tomhed og dekadence viderefører islamismen desuden en klassisk oplysningskritik hentet fra Vestens egen kanon af antibourgeoisis tænkere såsom Rousseau, Marx, Nietzsche og Heidegger.

Som politologen Mehdi Mozaffari blandt andre har påpeget, kan islamismen – om end med nogen forsinkelse - derudover siges at have fulgt det samme udviklingsmønster som Europas totalitære idékomplekser. Med det Muslimske Broderskabs etablering sidst i 1920erne, der i lighed med den europæiske fascisme leverede et intolerant og antidemokratisk program indpakket i en retorik om autencitet og restaureret storhed, antog islamismen nemlig en organisatorisk form. Med oprettelsen af Irans shiamuslimske præstestyre, som i kølvandet på den iranske revolution i 1979 gav politisk islams bagudskuende opgør med modernitetens ”onder” et mere konkret udtryk, gik politisk islam derimod ind i en statsmagtsfase, idet oprørskoalitionens marxistiske og liberale repræsentanter hurtigt blev ekskluderet fra landets politiske center til fordel for den karismatiske ayatollah Khomeini, der som en selvbestaltet frisætter af folket returnerede fra sit franske eksil med henblik på at omdanne Iran til et islamistisk teokrati skånet for det dekadente vestens degenererende oplysningsværdier (et projekt som efterfølgende ligeledes lykkedes for Taleban i Afghanistan).

Under Khomeinis 10 år ved magten blev tusindvis af politiske modstandere og dissidenter fængslet, tortureret og myrdet i bestræbelsen på at tilpasse de menneskelige masser til et harmonisk og religiøst funderet hele, og dermed realisere islamismens kollektivistiske utopi. Et repressivt og diktatorisk præstestyre, der ikke hersker i racen, nationen eller proletariatets navn, men i guds navn, og som fritaget fra enhver sekulærrationel retfærdiggørelse i mere end 40 år har fastholdt den iranske befolkning i sit teokratiske jerngreb.

Det politiske tyrannis anatomi

Opsummerende var både utopismen og den revolutionære vold centrale komponenter i den totalitære bryg som nazismen, kommunismen og islamismen udsprang af. Nazismen og kommunismen delte desuden en problematisk sammenblanding af videnskab og politik, den såkaldte scientisme (man bør i den forbindelse huske, at menneskelig viden altid er ufuldstændig ligesom viden ikke skaber værdier og politik og videnskab derfor aldrig er det samme). Hvor utopien fostrede billeder af det nye menneske i det harmoniske samfund, og derved udmalede det autentiske fællesskabs vilkår, gav den revolutionære vold derimod form til den grandiose vision der tjente som voldens historiske retfærdiggørelse. Alle disse tankesystemer afviste desuden individets autonomi og satte gruppen over jeget, monismen over pluralismen, i deres bestræbelse på skabe et nyt kollektivt politisk subjekt. Den private og offentlige sfære flød i forlængelse heraf sammen, idet tro, smag og overbevisninger skulle modsvare en politisk reguleret standard, hvorved alle spor af selvstændighed blev udvisket til fordel for omsmedningen af den enkeltes bevidsthed i henhold til den politiske overmagts ideologiske program. Det særegne blev med andre ord forlangt opløst i det almene, idet den enkelte blot blev betragtet som en celle i en organisme af en højere orden.

Hvor diktaturet kræver lydighed, kræver den totalitære stat altså menneskets sjæl i form af individets totale underkastelse under en abstrakt entitet, der i skikkelse af enten staten, folket eller guds vilje skal sikre dets frelse.

Friheden til at vælge: Kampen for det åbne samfund

Det liberale demokrati tilbyder derimod ingen endegyldig frelse, men garanterer blot, at alle kan søge deres egen forståelse af lykke i en retlig reguleret orden baseret på kombinationen af demokrati og de liberale mindretalsrettigheders beskyttelse af individets fra den offentlige opinions potentielle overgreb. Demokratiet foretrækker med andre ord de mange små planer frem for den store plans dødlignende orden. På denne baggrund spirer livet nedefra i stedet for at blive knæsat oppefra. Demokratiet er således institutionaliseret usikkerhed og kan indimellem med rette bebrejdes for at tabe målet af sigte. Hvor den totalitære stats forbandelse er den selvtilstrækkelig vished, er demokratiets derimod den overdrevne rådvildhed, som til stadighed frister til flugt fra den demokratiske stats grundvilkår, usikkerheden. Men når statsmagten er overbevist om sit måls absolutte værdi, er den typisk håndfast i opdragelsen og undertrykkelsen af dens afvigende elementer. Den ideologisk-monologiske magts råmateriale er i forlængelse heraf det ”fejlbehæftede” menneske, som skal perfektioneres igennem opdragelse og ændringer i miljøet. På denne baggrund er der ikke blot tale om et forhold mellem en magthaver og en undersåt, som i enevældens tid, men derimod imellem to anonyme størrelser i form af en adfærdsteknologi og dens ufuldendte objekter. I maskinstaten er alt magt således forbeholdt programmørerne. De socialteknologiske sjæleingeniører, der i jagten på det fuldkomne samfund skal smøre tandhjulene og omforme mennesket i henhold til den ideologiske totalstats gennemregulerende overjeg.

I modsætning hertil rummer det frie samfund snarere konflikt end statslig påduttet harmoni, idet ingen er autoriseret til at udstikke kursen for den perfektion, vi som menneskerace skal aspirere til. Det frie samfund kan i stedet karakteriseres ved i nogen grad at have knæsat den autonome livsførelse som politisk, pædagogisk, æstetisk, økonomisk og hverdagspraktisk norm, og derved opgivet idéen om en a priori bestemmelig form for autentisk lykke til fordel for etableringen af en åben horisont, inden for hvilken den enkelte kan omsætte sine individuelle anlæg og ønsker for tilværelsen. For nok deler vi grundlæggende fælles behov, men der kan principielt sameksistere mange forskellige forestillinger om det gode liv, hvorfor de menneskelige holdninger og længsler aldrig lader sig sammenfatte i en enkelt gyldig syntese. Det bedste værn om individets autonomi er derfor princippet om pluralisme, da det modvirker idedrevne fanatikeres uniformerende bestræbelse på at målrette alle samfundets distinkte elementer i henhold til det samme universelle mål.

I forlængelse af heraf udlagde den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper videnskaben og samfundet som to ensartede størrelser, da ingen af disse endegyldigt kan bevise en teoretisk eller ideologisk sandhed, men derimod er forpligtet på et fælles sæt spilleregler, som ingen sandhed i sig selv rummer. Begge besidder dog muligheden for at bekæmpe fejltagelser, hvorfor både samfundet og videnskaben skal forstås som en fortløbende afprøvning af teorier inden for rammerne af en veldefineret spilleregel. I dette lys er demokratiet ikke det enige folks styreform, som totalitarismen påstår at være, men den komplekse og dialogiske organisering af et samfund baseret på folkestyrets princip. Individet forventes derfor heller ikke at være i fuldkommen harmoni med samfundet, da den enkeltes selvstændighed ikke truer, men derimod beriger, demokratiets komplekse organisation, som netop lever af uorden og allehånde konflikter (så længe disse respekterer de permanente spilleregler og demokratiske valgs midlertidige dom). Demokratiet er således ikke afspejlingen af en guddommelig orden, men en åben horisont inden for hvilken forskelige politiske meningsudkast kan brydes.

Tankespindets veje og vildveje

Utopiske aspirationer er dog ikke nødvendigvis farlige i sig selv. Som horisontudvidende pejlemærker og diskutable afsæt for refleksion, visioner og fælles mål kan de grandiose tankesystemers gennemtænkte modeller for samliv, produktion og menneskelig lykke derimod indeholde stor tankerigdom og visionær kraft, ligesom de kan udfordre teknokratiske forståelsesrammer såvel som aktuelle tendenser til rastløst forbrug, eksistentielt hastværk og letbenet underholdning. Utopien kan således udgøre en refleksionsbefordrende modverden til den eksisterende verdens elendigheder, men som gennemført tankeeksperiment – uden ”trial and error-feedback” – har den forkromede utopis deduktive metafortælling imidlertid været en historisk facilitator for diverse totalitære rædselsregimer. Formørkede manualsamfund, der ofrede millioner af menneskeliv på den metafysisk-spekulative utopis alter, og hvis velsmurte maskinerier lydigt blev forvaltet med det dehumaniserende bureaukratis upersonlige effektivitet. Et bureaukrati, hvis organisationsdisciplin ophøjede afvisningen af den private samvittigheds autoritet til en moralsk dyd, og hvor objekterne for de bureaukratiske handlinger blev reduceret til rent kvantitative størrelser frem for potentielle subjekter for moralske krav. De hovmodige totalløsninger på menneskehedens ulyksaligheder, og den kompromisløse gennemførelse af disse ’idealsamfunds’ abstrakte systemer, bærer således kimen til overgreb på det konkrete og historisk forankrede menneske, der ikke gnidningsfrit lader sig iklæde de dogmatiske systemers nette uniformer.

Det at opgive ideen om idealsamfundet, utopismen, implicerer dog ikke, at man ligeledes skal afsværge ideen om en bedre verden eller svække den kritiske tænkning samt politiske fantasis evne til at udkaste positive samfundsvisioner. Demokratiet er ikke nødvendigvis stationært, men prøver også at udskifte er med bør. Vejen hertil går imidlertid igennem det skridtvise reformarbejde, som historisk set har været en langt større succes i relation til at skabe frihed, velstand, lighed, tolerance og tankefrihed end for eksempel det tyvende århundredes venstreradikale bestræbelse på at realisere menneskehedens yderste potentiale ad revolutionens vej (et mål i henhold til hvilket de fleste midler lader sig hellige). I dette lys bør staten i højere grad fokusere på at udrydde den konkrete uretfærdighed end at sikre den abstrakte retfærdighed, da lykken er subjektiv og sidstnævnte indebærer en potentiel detailregulering af mennesket, hvorigennem livet begrænses og forskellene nivelleres i henhold til en ideologisk udtænkt norm.

Alligevel har mange intellektuelle historisk set - indlemmet i abstraktionens verden og på jagt efter noget mere nobelt og smukt i det politiske liv end liberalismens lidenskabsløse facilitering af den enkeltes selvrealisering - været draget af den politiske radikalisme på bekostning af moderationen og kompromisets dyd. Udstyret med en historisk mission og forført af romantikernes agtelse for autencitet, såvel som rationalismens idé om, at det grandiose sociale ingeniørarbejde kan udrydde alle menneskelige onder og assimilere individet ind i en lykkelig konsensual helhed, blev mange af disse altså eksponenter for drømmen om udfrielsen af et radikalt nyt samfund, hvor det ”ægte” menneskelige fællesskab kunne blomstre hinsides idéen om borgerskab og kapital. En revolutionær perfektionering af den sociale orden, der i praksis legitimerede brutale overgreb på de grupper, som skabte friktion i henhold til ”fremskridtets” indstiftelse og dermed ikke blot lod sig forme i overensstemmelse med de godgørende reformatorers formål.

Tyranniets latente trussel  

Det er ofte blevet proklameret, at menneskets behov, og dermed samfundets politiske stabilitet, sikres igennem tilvejebringelsen af materiel fremgang, komfort og tryghed. Ideen herom er ikke nødvendigvis forkert, men de totalitære bevægelser synes alligevel at have en dybere psykologisk indsigt i vores mentale konstitution. For nok har vi nok har brug for komfort og bekvemmelighed, men mange søger ligeledes at forlene deres liv med en højere mening, sikre sig en plads i den sociale orden og opleve en forbindelse til det absolutte.

Menneskets angstfyldte længsel efter absolutte bindinger, efter tabte helheder samt nye saliggørende kirker og sakrosankte dogmebygninger, der kan frisætte den enkelte for det personlige ansvars åg, er således en konstant, som fortidens autoritære statsdannelser i højere grad end det moderne liberale demokrati har forsøgt at adressere. I den forbindelse udsætter demokratiet også sig selv for fare, hvis det helt fortrænger menneskets transcendenslængsler. Disse må imidlertid ikke deponeres i det politiske register, men bør derimod henvises til privatsfæren med henblik på at blive forløst i naturen, sporten, kunsten, karrieren mv. Demokratiet kan med andre ord ikke indfri frelserkonceptets udfrielse fra lidelse eller garantere behovet for lykke og meningsfuldhed, men det kan heller ikke tillade sig at ignorere eksistensen heraf.

På denne baggrund er tyranniet en latent trussel, vi som samfund kontinuerligt skal være på vagt over for. En trussel, der ligeledes næres af det liberale demokratis egen struktur, da dettes individualistiske grundstamme til stadighed fodrer den følelse af isolation og mangel på tilhør, som ifølge blandt andre filosoffen Hannah Arendt, sociologen Robert Nisbet og psykoanalytikeren Eric Fromm var grobunden for fremvæksten af det tyvende århundredes kollektivistiske massebevægelser. For dem var det atomiserede samfunds rodløse såvel som desorienterede menneske netop central for forståelsen af den folkelige tilslutning til den altomfattende stats overgribende program og tilbud om identitetsdannelse. Så selvom fascismen tabte på slagmarken i 40erne, og kommunismen i vid udstrækning fremstår som en ideologisk kuriositet i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, eksisterer de længsler, passioner og utopiske tankefigurer som fostrede mellemkrigstidens totalitære statsdannelser endnu.

I dette lys bør vi huske, at respekten for individet er forudsætningen for realiseringen af det kollektive gode, og at mennesket lever i forskellige sfærer, som ikke bør sammenblandes med henblik på at omforme den enkeltes tanker, følelser og domme i henhold til en teoretiseret samfundskonstruktion. Det er historiens lektie til os. For som den franske filosof Raymond Aron engang skrev, ånder friheden kun i tempererede zoner, ligesom den deduktive metafortællings konkrete udmøntning i praksis kolliderer med den menneskelige verdens uomgængelige pluralitet.