Den tyske hereticaner

25 år efter den samfundsrevsende kulturpessimist Botho Strauss undsagde halvfemsernes tyske meningselite med sine tungsindige tirader i essayet ”Tiltagende bukkesang”, hvori han modsatte sig den genforenede nations udbredte fornægtelse af sit kulturelle ophav, splittede hans søn Simon Strauss i 2018 den tyske offentlighed med sin stridslystne debutroman Syv nætter.

Men hvem er denne unge Strauss, som i forlængelse af sin kulturkonservative digterfar har skabt røre blandt den stolte kulturnations litterære parnas? Simons Strauss debutroman kan grundlæggende beskrives som en patosladet fusion af essayistik og fiktionsprosa, der - spækket med fortidslængsel og konservativ kulturkritik - som et neoromantisk programskrift for en ny sanselighed besynger et livskraftigt opgør med de fremherskende alfarvejes lidenskabsløse sanering af tilværelsen. En fuldtonet hengivelse til inderligheden og følelsen, som til fordel for forløsningen af eksistensens dybeste passioner udfordrer den postheroiske tidsånds mådehold, amputerede fantasiliv og nyttefikserede formgivning af tilværelsen. Romanen kan således betragtes som en kontroversiel rehabilitering af den romantiske traditions dyrkelse af sanserne, idéernes samlende fortælling og de kulturelle myters omgang med tilværelsens forunderlige dimensioner, hvorved Simon Strauss inkarnerer rollen som åndfuld protektor af det gamle Tysklands længselsfulde og sværmeriske ånd. En ånd, der med sin forkyndelse af individualiteten og den spontane lidenskabs ret historisk set har budt den fornuftsmæssige verdensbetragtning imod. ”Suveræn er den, som har den stærkeste fantasi, ikke det skarpeste intellekt” hedder det fx i bogens åbningskapitel.

Med sin fortidslængsel og direkte bekendelse til den æstetiske forestillingsverdens lyriske lovprisning af intensiteten – der historisk har knyttet an til diverse radikale højrefløjsbevægelser – er Strauss da også blevet beskyldt for at have leveret en betændt pamflet til det kultur- og nationalkonservative opbrud, som i de senere år har manifesteret sig i Tysklands politiske landskab. En sådan reception forekommer imidlertid snæver og skal formentlig forstås i lyset af forfatterens kontroversielle far.

Djævlepagt og kulturkritik

Jeg’et i Syv Nætter er en ung mand på tærsklen til trediverne som er angst. Angst for de ”grå, lige linjer” på den anden side af ungdommens overgang til de konventionelle livsmåls veltempererede boble af kompromiser og komfort. Angst for tryghedens bagside. For at ”miste følelserne og lade vanerne tage over”. For at sidde fast i mageligheden og blive indpasset i den ”farveløse billedramme” samt miste længslen til fordel for sorgløsheden og det senmoderne forbrugersamfunds ”veltilpassede sindsbevægelse af harmoni”. En harmoni, skitseret ved en selvretfærdig såvel som venstreliberal livsform baseret på økologi, karriere, feminisme og mangel på offervilje og store fortællinger. Simon Strauss’ romanfigur længes derimod efter at overskride hverdagens funktionalistiske rationalitet til fordel for de mytiske dimensioner under tilværelsens overflade af trivialkultur og forbrug, hvorfor han efterlyser ”vildere tanker” og utopier, som kan modvirke postmodernismens sejlivede opløsning af de store idéer. ”Dekonstruktionens sprænghoveder har vi beundret længe nok, nu er det igen tid til et par store arkitekter”, skriver han blandt andet.

I forsøget på at bryde boblen indgår fortælleren en art djævlepagt med en fjern bekendt, hvilket er et idégreb, der som et romantisk symbol fra traditionen omkring Goethe og Thomas Mann, foruden romanens tilbagevendende referencer til poeter som Rilke og Schiller, understøtter forfatterens gæld til den romantiske traditions idé- og følelsesverden. Romanens hovedperson skal på syv nætter gennemleve de syv dødssynder, og hans forsøg på at være hovmodig, fråsende, doven, frisk, misundelig, lysten og vred tildeles hvert et skarpt adskilt kapitel, hvori alt fra pyntetørklæder til tidens ”dystre datajungle” bliver genstand for den yngre Strauss’ højspændte kulturkritik.

Det hereticanske spor

Simon Strauss’ roman kan på flere måder anskues som en reartikulering af tankegodset fra de krisebevidste lyrikere i kredsen omkring det danske tidsskrift Heretica (1948-53), der i efterkrigstidens desillusionerede tomrum – som i høj grad var det historiske udgangspunkt for hereticanernes kulturkritiske modernisme – søgte at genrejse den europæiske ånd over for de kompromitterede ismers ideologiske tilværelsesudlægning. I opposition til rationalismens kvalfulde udtynding af menneskelivets kilder til meningsopfyldelse og sammenhold, tilstræbte hereticanerne en poetisk generobring af tilværelsen, og ophøjede i den forbindelse digteren til missionær for en tilværelsesform karakteriseret ved et større livsdrama i de intuitive følelsers vold. Med en lyrik vendt mod naturalismens mangel på myte og eventyr var udtørringen af den oplevelsesevne og tænkning, der rækker ud over den rent rationelle tilværelsesudlægning, i lighed med Strauss en central drivkraft for hereticanernes litterære foretagsomhed. En foretagsomhed, der i bestræbelsen på at genindsætte poesien som åndsmagt over for rationalismens affortryllede verdensanskuelse ligeledes tematiserede det mytisk-irrationelle livskompleks over for den fremskredne civilisations snævre horisont. Med poesien som fødselshjælper ønskede hereticanerne endvidere at geninstallere et kollektivt referencepunkt i efterkrigstidens rodløse modernitet, og derved imødegå effekterne af de før-moderne værdiers sammenbrud.

Modernitetens nedbrydning af fortidens kulturbærende identitetsfællesskaber var således en væsentlig komponent i bevægelsens kulturkritik, som i høj grad kredsede om tabserfaringer forbundet med det udspaltede samfunds mangel på overgribende samhørighed. Heretica var således organ for en kulturpessimisme og søgen efter ståsteder i traditionen, som – modsat radikalismens nyorientering – snarere var konservativ og indadvendt end politisk progressiv og samfundsvendt. Herved udgjorde de en historisk front i 50’ernes danske åndsliv i polemisk kontrast til kulturradikalismens plastiske menneskesyn og særegne fusion af brandesianisme, psykoanalyse, marxisme og reformpædagogik.

Med Syv Nætter befæster Simon Strauss i høj grad denne front på ny, da han med romanen appellerer til indstiftelsen af et mere forpligtende forhold til historien. I lighed med hereticanerne deponerer han desuden sine åndelige længsler i en tilbageskuende søgen efter "bæredygtige" ståsteder i traditionen, som kan danne ramme om en dybere og mere overgribende organisering af samfundets sociale relationer.

Engagementet og dets grænser

Med sin æstetiske sensibilitet og organiske helhedssyn revitaliserer Strauss således den hereticanske kulturkritik i 10ernes postmoderne æra, idet han viderefører kredsens inderlige fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår såsom fx splittelse, længsel, angst og tomhed. Strauss kan desuden siges at artikulere Hereticas følelsesladede ubehag ved den moderne verdens rationelt-videnskabelige beherskelse af samfundet såvel som deres poetiske tristesse vedrørende modernitetens nedbrydning af den abstrakte helheds fælles bærende tanke og etik.

Simon Strauss’ opgør med tidens konsensusprægede ”sløvsind” har desuden en noget privilegeret og indadvendt karakter, hvorfor han i en vis udstrækning deler det gamle tidsskrifts upolitiske tilbagetrækning til det personlige univers af oplevelse og erfaring. En tilbagetrækning, som for hereticanernes vedkommende skyldtes deres højstemte tiltro til poesiens frelsende magt set i relation til fornuftens fremmedgørende herredømme og den politiske systemtænknings umyndiggørende masseideologier. Dette symbolistiske kunstsyn affødte imidlertid ofte beskyldninger om det berømte elfenbenstårn, og hereticanere som Paul La Cour og Erik Knudsen undsagde med tiden også den rent indadvendte og stemningsbetonede kunst til fordel for en mere samfundsvendt opfattelse af digterens forhold til det politiske. Derfor udskiftede de over tid også den sværmeriske tiltro til kunsten som erkendelsesmedium med et større etisk-politisk engagement.

I Syv Nætter finder man da heller ingen klimabevidsthed eller refleksioner over nye geopolitiske rivaliseringer, og romanens civilisationskritiske opgør med samfundets trygge konformisme bakkes kun sjældent op af vage udsagn vedrørende lyrikkens evne til at ”åbne sindet for de store spørgsmål” samt ønsket om grundlæggelsen af akademier, hvor det er følelserne, og ikke teorierne, der forskes i. Den unge Strauss er således ikke videre leveringsdygtig i de vilde tanker, han efterspørger, og man kan i forlængelse af Tage Skou Hansen (en del af Hereticas tredje og sidste redaktion) også spørge i hvilket omfang den livsfjerne, følelsesladede og poetiske kulturkritik overhovedet kan omsættes i et forsvarligt realpolitisk program?

Men selvom Syv Nætter virker sværmerisk og rundet af romantikkens litterære hovmod, karakteriseret ved digterens æstetiske selvisolation og foragt for soliditeten i menneskets mere jævne forhold, er dens søgen efter autentisk fællesskab og retablering af den æstetisk funderede kulturkritik bestemt interessant. Strauss’ roman udkaster på fængende vis spørgsmålet om, hvordan fantasien, lidenskaben og ”det bankende hjerte” kan videreføres ved overgangen til voksenlivets forpligtelser, og hvordan hans egen generation kan blive et formgivende subjekt i tidens stærkt individualiserede og teknisk-administrative samfund?

Artiklen er publiceret i tidsskriftet Replique 15/03-2019