Forfaldstænkningens genkomst og det nye højre

Som et mangehovedet fænomen vandrer den konservative revolutions spøgelse igennem Europa, hvor det, som en international modstrømning til blandt andet venstreorienteret identitetspolitik, wokeisme, indvandring, multikulturalisme, skyldkultur, globalisme samt andre fænomener i tiden, til stadighed vinder nyt terræn på den vestlige verdens politiske scene. I modsætning til den traditionelle konservatisme kan vor tids konservative spøgelse i vid udstrækning beskrives som radikal og aktivistisk, hvorfor det også leder tankerne mod den konservative revolutions repræsentanter i mellemkrigstidens Tyskland. En intellektuel bevægelse, der i opposition til Tysklands første liberale demokrati, Weimarrepublikken, ligeledes ønskede at nedbryde det etablerede system til fordel for en ny og mere nationalkonservativ politisk struktur. Som i dag var datidens radikalkonservatisme desuden rundet af en historisk dialektik, hvor Weimarrepublikkens liberale dagsorden, radikale eksperimenter og kulturelle opbrud nærede bevægelsens popularitet i den brede befolkning, der betragtede den konservative revolution som et værn mod sædernes forfald og liberalismens beslægtede ”amokløb”. På denne baggrund kan der altså trækkes en række historiske tråde mellem 20ernes tyske radikalkonservatisme og nutidens politiske tankestrømme samt geopolitiske brudflader.

En af de fremmeste eksponenter for 1920ernes konservative kulturpessimisme var den tyske kulturhistoriker Oswald Spengler, som i kølvandet på 1. verdenskrigs blodige excesser udgav sit storsælgende hovedværk Vesterlandets undergang (1918-22), hvori han afviste Oplysningens hovmodige idé om historiens lineære fremskridt. Spengler abonnerede derimod på en gennemdetermineret historiefilosofi, hvor alle kulturer undergår en analog historisk proces bestående i en trinvis gennemgang af fødsel, vækst og forfald. Det som indledningsvist tager form af en organisk og levende kultur, vil ud fra Spenglers optik automatisk degenerere til mekanisk og kunstig civilisation. Historien er således ikke lineær, men derimod cyklisk og fatalistisk, og Spengler sammenfatter sin historiefilosofiske skematik i overgangen fra kultur til civilisation, hvor sidstnævnte – i form af en vag samlebetegnelse for modernitetens ”negative” frembringelser – markerer sidste stadium af kulturens gradvise undergang. Et stadium, der ifølge Spengler kulminerede med den industrielle revolutions tekniske landvindinger og urbaniseringens demografiske omstrukturering. Da civilisationskategorien både skitseres som et uundgåeligt stadium i en organisk proces, såvel som et værdiladet udtryk for hans samtids kulturelle forfald, udgjorde den urbane liberalisme et bærende motiv i Spenglers anti-moderne civilisationskritik, hvori den forbrugsbesatte metropols "overfladiske" sammenhold – foruden kapitalismens vulgærmaterialistiske udhuling af den preussiske ånd -, mentes at undergrave den organiske livsform som kendetegner det sunde, blomstrende og kulturbaserede skæbnefællesskab. Et autentisk menneskeligt fællesskab hinsides modernitetens "golde rationalisme", " liberale formløshed" og ”sjæleligt udslukte” kosmopolitisme.

Den spenglerske kulturkritik næres således af en længsel efter harmoni og udfolder en række af de konservative temaer, som senere blev populariseret af Weimarrepublikkens radikalkonservative koryfæer. Intellektuelle åndsfæller, som foruden Spengler blandt andre omfattede mellemkrigstidsprofilerne Martin Heidegger, Carl Schmitt og Ernst Jünger, og hvis sammensurium af livsfilosofi, antiliberalisme og hjemstavsromantik typisk sammenfattes med henvisning til den såkaldte ”konservative revolution”. En heterogen filosofisk og kunstnerisk bevægelse, der som idéhistorisk fænomen spirede i mellemkrigstidens ideologiske væksthus og i årene mellem 1918-32 gav mæle til en kulturpessimistisk kritik af den tekniske modernitets sociale atomisering, åndløse materialisme og ubønhørlige instrumentalisering af individet. Repræsentanterne for denne paradoksale ordforbindelse forkastede den borgerlige Weimarrepubliks civilisation til fordel for ønsket om en radikal ny orden, som – modsat de venstrerevolutionæres fokus på samfundets materielle struktur – skulle indstiftes gennem en omkalfatring af folkets åndelige bevidsthed.

Bevægelsen var således revolutionær i sit væsen, hvorfor den rakte ud over den konventionelle konservatismes besindelse på menneskets epistemologiske begrænsninger. En besindelse, der siden Edmund Burke har udstukket konservatismens ideologiske kurs og dikteret en pragmatisk dyrkelse af erfaringsbaseret visdom på bekostning af samfundsomstyrtende revolutioner og de perfektionerende skrivebordsutopiers immanente despotisme. Den revolutionære konservatisme ønskede derimod at genetablere forbindelsen til en mere oprindelig og åndfuld tysk kultur, som baserede sig på et dybere og mere autentisk grundlag end det borgerlige samfunds abstrakte frihedserklæringer. Bevægelsen bar således præg af en organisk samfundsopfattelse, der stimulerede deres nationalsindede lede ved liberalismens rettighedsbaserede individualisme. Den konservative revolutions apokalyptiske oplevelse af forfald var dog ligeledes motiveret af repræsentanternes åndsaristokratisk sindelag, der udgjorde et underliggende afsæt for kredsens dybfølte kritik af det borgerlige samfunds småtskårne verden. Weimarrepublikkens konservative modernitetskritik var derfor også rundet af en livsfilosofisk potensering af tilværelsen, som hævdede livets primat over samtidens moral, politik og sandhed, og som blotlagde bevægelsens åndelige slægtskab med den livskraftige vitalismes æstetiske retfærdiggørelse af eksistensen.

Radikalkonservatismens åndelige oprustning

Igennem de seneste år synes det borgerlige samfunds politiske, økonomiske og kulturelle udfordringer på ny at have gødet grobunden for Weimarrepublikkens højre-nationale liberalismekritik, der – som en kritisk position i de vestlige samfunds verserende kulturkamp – atter besynger fremskridtspessimismens fornemmelse af forfald. Vi er således vidner til genkomsten af en ny krisebevidsthed, artikuleret af en selvbevidst højrefløj, som i lighed med mellemkrigstidens radikalkonservative kanon udmaler den vestlige kulturs fremadskridende forfald og revitaliserer den spenglerske undergangstematik i deres diagnoser af samtidens kulturelle tilstand. Derudover synes den aktuelle krisebevidsthed, der i skikkelse af det såkaldte ”nye højre” har bundfældet sig i den vestlige verdens intellektuelle såvel som realpolitiske sfære, ligeledes at samle sine fortalere om en radikal dagsorden, som i modsætning til den traditionelle konservatismes mere pragmatiske fokus på dyder og moral betoner nødvendigheden af et gennemgribende opgør med den bestående liberale orden.

Som bevægelse deler denne nye højrefløj grundlæggende kommunitaristernes kritiske diagnosticering af den vestlige verdens kulturelle og sociale udhuling, der henføres til den ”historieløse” liberalisme, hvis juridiske nationsopfattelse eroderer det fællesskabslige fundament, som kernekulturens før-politiske loyalitet udgør. Den liberale forfatnings overordnede ramme for individuel udfoldelse menes med andre ord ikke at kunne stå alene, da samfundets stabilitet og sammenhængskraft betinges af medlemmernes moralske forpligtelse over et sæt af fælles værdier. Liberalismens rettighedstænkning bør derfor suppleres af et mere substantielt fællesskab, som, baseret på en organisk og sædeligt funderet orden, rækker ud over den demokratiske forfatnings abstrakte trosbekendelser.

Den re-aktualiserede forfaldstænkning knytter sig således til forvaltningen af det liberale paradigme, hvis idékompleks i årtier har været vejledende for den vestlige verdens politiske etablissement, og som via princippet om universalisme, pluralisme og økonomisk liberalisme har gjort globalismen til en fremherskende politisk ideologi. Et intellektuelt paradigme, der som etableret politisk struktur har foranlediget et vedvarende opgør med lokale identiteter og diskrediteret idéen om nationalt forankrede identifikationsenheder til fordel for drømmen om det rodløse, abstrakte og post-nationale fællesskab. Blandt det nye højres åndelige brandstiftere har denne kulturelle relativisering imidlertid banet vejen for en udbredt selvforagt, som i en ny og multipolær orden truer med at underminere Europas kulturelle såvel som værdipolitiske selvopretholdelsesdrift. Modsat Fukuyamas berømte profeti menes den nye verdensorden nemlig ikke at konvergere i retning af et fælles og før-kulturelt politisk system, og dermed markere enden på mennesket ideologiske evolution, men fortolkes snarere i forlængelse af Samuel Huntingtons værk om civilisationernes sammenstød. Et værk, hvori han forskyder den kolde krigs ideologiske frontlinje til brudfladerne mellem en række transnationale civilisationers kulturelle skillelinjer.

Tidens indvandringsbølger, kulturrelativisme og transnationale kapitalbevægelser menes således at have efterladt Europa i en selvudslettende identitetskrise, hvis denationaliserede eliter – til fare for den sociale, økonomiske og kulturelle stabilitet – har resigneret over for globaliseringens værdipolitiske samt kulturelle trusler. I dette lys kan globaliseringen siges at have overtaget Spenglers kulturpessimistiske civilisationsbegreb blandt det nye højres nationalkonservative skribenter. Ovenstående udvikling vedrørende Europas stadigt mere værdimæssigt desintegrerede samfund har således skabt vækstbetingelserne for en ny og radikal konservativ intelligentsia, der – i lighed med sine forgængere i mellemkrigstidens åndelige heksekedel – ønsker at restaurere den nationale såvel som europæiske åndshistorie og genrejse et hensygnende samfund i henhold til en mere oprindelige tilstand af harmoni. Vejen hertil synes atter betinget af et handlekraftigt opgør med dele af det liberale samfund, der – blottet for storhed og kraft – har mistet blikket for nationalstatens historiske egenart og reduceret samfundsborgeren til en rodløs konsument frigjort fra de kollektive identiteter som udgør samfundets salt.

Forbindelsen til den "tabte fortid" kan således ikke genetableres ved hjælp af det liberale og globalt orienterede paradigmes kerneprincipper, hvorfor tidens højre-intellektuelle bevægelser – foruden tematiseringen af radikalkonservatismens protektionistiske tilgang til nationalstatens historiske egenart – i varierende grad opflammer forgængernes revolutionære glød. I modsætning til mellemkrigstidens anti-parlamentariske kættere synes det nye højres revolutionære ambitioner dog primært at begrænse sig til en partiel destabilisering af det liberaldemokratiske samfund. Men i en tid, hvor liberalismen – i forlængelse af Carl Schmitts kritiske diagnosticering heraf – i stigende grad fortolker samfundets spændinger i henhold til en afpolitiseret økonomisk såvel kosmopolitisk rationalitet, tilbyder det nye højre altså et alternativt samfundsmæssigt narrativ, som udfordrer en lang række af det liberale samfunds veletablerede doktriner.

Kulturkritikkens konservative bannerførere

I de senere år har flere konservative skribenter taget livtag med vestens ”afmattede” civilisation og revitaliseret den konservative civilisationskritiks melankolsk ladede indvarsling af forfald. Denne gryende forfaldstænkning kan sammenfattes i en række kulturkritiske erfaringer, som grundlæggende anfægter Vestens fremskridtstro og sekulære såvel som kosmopolitiske identitet. Der er med andre ord tale om en modernitetskritisk litteratur, som i opgøret med tidens sociokulturelle tilstand har genopdaget dele af mellemkrigstidens idé- og kulturhistoriske tankegods.

En af de fremmeste eksponenter for den konservative forfaldstænkning er englænderen Douglas Murray, som i flere værker har kredset om det europæiske kontinents truende undergang. Murrays alarmisme vedrørende Europas forfald som kontinent, livsform og værdifællesskab henføres især til de senere årtiers masseimmigration og Europas parallelle ”opgivelse af egne værdier og kultur.” Sidstnævnte identificerer han blandt i den moraliserende tendens til, at enhver fremmed kulturel ytring bør omfavnes og rummes imens egne kulturelle rødder sideløbende bør kappes og de nationale frembringelser og historier diskrediteres. I Frankrig vil man derimod kunne udpege den etnopluralistiske forfatter Alain de Benoit og bevægelsen omkring hans antikapitalistiske og grønne radikalkonservatisme som en samtidig aftager til mellemkrigstidens højresnoede liberalismekritik. I det følgende vil jeg dog i stedet fremhæve den tyske forfatter Botho Strauß, idet han var en af de første til at revitalisere den konservative forfaldstænkning efter murens fald, og den franske forfatter Michel Houellebecq, idet hans civilisationskritik er en af tidens mest interessante mutationer af denne gammelkendte kritikform.

Den tyske tragedie – Botho Strauß

Med sin højre-intellektuelle pamflet Tiltagende Bukkesang fra 1993 vedkendte Botho Strauß sig mellemkrigstidens kulturpessimistiske romantik og re-aktualiserede derved radikalkonservatismens udgrænsede arvegods i den tyske debat. I det omdiskuterede essay, der vakte stor opsigt efter publiceringen i ugemagasinet Der Spiegel, udfolder Strauß en række kulturkonservative idiosynkrasier rettet mod konsumsamfundets grasserende kulturløshed og overfladiske forlokkelser. Essayet består således af et dunkelt frontalangreb på den vestlige civilisations teknik- og fremskridtsfetichisme, relativiserende demokratisme, forfladigede massesamfund og forlystelsessyge trivialkultur, hvorfor Strauß eksponerede en elitær livsanskuelse og anfægtede sin samtids fremskridtsfikserede hovmod samt økonomiske, tekniske og videnskabelige rationalisering af tilværelsen. Som en lærd repræsentant for det æstetisk- konservative højre kritiserede Strauß således det moderne samfunds værdinivellering, ligesom han over for denne fremadskridende "dekadence" genindsatte den udviskede autoritet som garant for individets højeste udfoldelse.

På denne baggrund udgør Tiltagende Bukkesang på mange måder en ækvivalent til Weimarrepublikkens neoromantiske modernitetskritik, som ligeledes ønskede at rehabilitere den vesterlandske kulturarv i opposition til en erindringsløs og åndsforladt liberalisme. I dag kan Tiltagende Bukkesang betragtes som en højre-intellektuel nøgletekst, som i en digterfilosofisk stil genetablerede den konservative idéverdens gammelkendte forbier, og med en elitær sensibilitet registrerede vestens "forestående undergang".

I kølvandet på de senere års migrationsstrømme udfærdigede Strauß i 2015 endnu en kontroversiel samtidsdiagnostik i Der Spiegel, som på ny gav spalteplads til hans lyriske frontalangreb på den verserende "nedbrydning" af Tysklands kulturelle rygrad. I teksten – der bærer titlen Den sidste Tysker– erklærer Strauß sin modstand mod den indvandring, som i stigende grad trækker sine kulturelle, sproglige og religiøse spor gennem et stadigt mere fragmenteret tysk samfund. I den polemiske tekst begræder Strauß tabet af substantiel kultur og opfordrer til en besindelse på mennesket fundamentale og eksistentielt ladede længsel efter det oprindelige og særegne. Han anfægter i den forbindelse både multikulturalismen, forbrugerismen og det venstredrejede meningstyranni, som, ifølge Strauß, i årevis har ophævet selvopgivelsen til politisk program og overladt nationen til andre og langt mere selvbevidste etniciteter. Strauß fastholder således sin konservative vægtning af nedarvede værdier, idet han forsvarer nationens kulturelle og historiske fællesskab samt kritiserer de tendenser i tiden, som i form af en ”selvudslettende” kulturel resignation menes at sætte det abstrakte over det nære, underminere den historiske kontinuitet og i tolerancens hellige navn svække erindringen om nationens værdier og indhold. Tendenser, der ifølge Strauß har stimuleret tidens opløsning af æstetiske såvel som kulturelle hierarkier og gødet grobunden for en åndeligt underfrankeret civilisation, som blottet for tradition og dannelse har kappet rødderne til den tyske åndshistories litterære og filosofiske overleveringer.

Livet i kampzonen – Michel Houellebecq

Den franske forfatter Michel Houellebecq har ligeledes behandlet Europas kontinentale ”identitetskrise” og i sit litterære univers fremført en misantropisk kritik af Vestens liberal-kapitalistiske samfund. Et samfund, hvor alle kollektive bånd forvitrer i fusionen mellem det individuelle begærs selvudfoldelse og den nådesløse konkurrencefrihed, som i form af det kapitalistiske markeds ekspansive dynamikker har reduceret alle mellemmenneskelige forhold til rent økonomiske relationer. Houellebecqs forfatterskab udfolder således sammenhængen mellem frigørelse og øget konkurrence, hvorfor det også rummer en kras kritik af 68ernes emancipationsprojekt, hvis frisættelse af jeget har udvidet markedets konkurrence-logikker til at omfatte alle tilværelsens domæner. Herunder det seksuelle, hvilket er et gennemgående tema i flere af hans romaner, hvor mennesket konfronteres med sit uomgængelige forfald i en verden dedikeret til ungdommen.

I Houellebecqs civilisationskritiske romaner synes ungdomsoprørets læresætninger grundlæggende at være slået om i deres modsætning, idet kravene om kontinuerlig selvrealisering tager form af narcissisme og den individuelle frihed forbindes med ensomhed. I takt med, at liberalismen har fremmanet det menneske, som er dens egen teoretiske præmis, det ubundne og autonome individ defineret ved sin frihed, er den enkelte altså ikke blevet mere lykkelig. I stedet er individet blevet hensat til at leve i en udvidet kampzone (jf. titlen på hans debutroman), der fremmer samfundets atomisering på bekostning af fortidens stabile familiestrukturer og forpligtende forbindelser. Alle de kommunitære led, der i skikkelse af samfundets bærende værdier, traditionelle samværsformer og overindividuelle fællesskaber tidligere udgjorde stærke bastioner mod markedet og individualismens omformning af samfundet til en myriade af isolerede partikler i indbyrdes konkurrence, er således blevet opløst i frisættelsens hellige navn, og Oplysningens kulmination – det suveræne subjekt – er degenereret til en illusionsløs forbruger. I den liberale og materialistisk sekulære modernitet er konkurrencen altså det dominerende eksistensvilkår, ligesom hedonismen og materialismen er de erstatningsguder, som kompenserer for det moderne menneskes metafysiske hjemløshed. Houellebecqs sorte satire dækker således over en konservativ civilisationskritik, hvor det vestlige samfunds mangel på mening og fællesskab har affødt et indre forfald, som han ligesom Strauß mener har svækket den nationale såvel som kulturelle selvopretholdelsesdrift.

I forlængelse heraf beskriver Houellebecq i romanen Underkastelse (2015) et fransk samfund formet af en dødsmærket kulturs sidste krampetrækninger. Et samfund, hvor en selvbevidst muslimsk minoritet gennemtrumfer sit religiøst funderede værdisæt over for en svag og rodløs majoritet, der efter at have opløst alle nationale såvel som kulturelle bindinger har mistet evnen til at forsvare sin livsform og værdier. Den vestlige individualisme opløser sig således i et nyt åndeligt fællesskab, som materialiseres ved det muslimske broderskabs magtovertagelse i 2022. Houellebecqs dystopi udstiller med andre ord en vestlig civilisation, der – blottet for livskraft og hensat i en lidenskabsløs tilstand af åndelig armod – er blevet offer for modernitetens meningstab og individualistiske frigørelsesprojekt. En indifferent, dekadent og modløs civilisation, der udmattet af sin egen nihilisme og længsel efter fællesskab mere eller mindre frivilligt underkaster sig Islams åndelige transcendens og semiautoritære alternativ til den moderne civilisations meningsformørkelse. En underliggende idé i romanen synes derfor at være, at når civilisationer fuldbyrdes og ikke længere knytter an til et overgribende idégrundlag indledes deres langsomt fremadskridende sammenbrud. I dette lys trækker Houellebecqs kritik af det liberale forbrugssamfunds en række tråde til den konservative kulturkritik, ligesom han i traditionen fra Spengler abonnerer på forestillingen om den vestlige kulturs snarlige undergang - den levende kulturs afblomstring og beslægtede omslag til ”dødsmærket” civilisation. 

Både Strauß og Houellebecq fremfører således en kritik af det ”affortryllede” og moderne liberale såvel som konsumfikserede massesamfund, hvor intet fælles trosystem evner at transcendere den menneskelige eksistens, som i stedet udleves af fremmedgjorte enkeltskæbner ude af stand til at skabe meningsfulde fællesskaber. Begge adresserer de altså det liberale samfunds manglende evne til at skabe autentiske såvel som levedygtige fællesskaber, og inkarnerer derved en fremadstormende intellektuel trend, som med stor realpolitisk gennemslagskraft har geniscenesat radikalkonservatismens undergangsprofetiske kulturpessimisme i sin kritiske diagnostik af de vestlige samfunds tilstand. Udover at gøre produktions- og forbrugstvangens fremmedgørende beherskelsessystem til genstand for den konservative kulturkritiks æstetiske idiosynkrasier, korresponderer denne kulturpessimisme i høj grad med det dele af tidens nationalkonservative modrevolution. Et modopgør som anfægter det kulturelle identitetstab, der i skikkelse af globalismen, multikulturalismen og den politiske korrektheds ”blide tyranni” menes at have nedbrudt de europæiske nationers vitalitet og sammenhængskraft.

Selvom det substantielle indhold af tidens åndelige revolte mod den liberale offentlighed spænder over en bred kam af populistiske, mainstreamkonservative og mere radikale højrefløjsbevægelser, synes de alle at revitalisere kulturens mytiske væsen og genindsætte den organiske samhørighed over for liberalismens ”atomiserende” opgør med slægtskabets traditionsgroede identitetsfællesskaber.

Romantisk klarsyn eller historiens brutale genkomst?

På baggrund af ovenstående kan man godt udlede, at der på trods af det nye højres ideologiske spændvidde kan identificeres flere paralleller mellem tidens nationalsindede fremskridtspessimisme og den konservative revolutions kontroversielle civilisationskritik – herunder den undergangstematik som udgjorde en bærende tankekonstruktion i bevægelsens mangfoldige idéreservoir. På samme måde synes idéen om svaghed, forfald og åndelige krise at udgøre en integreret del af det nye højres kulturkritiske repertoire, ligesom modsætningen mellem kulturens autentiske livsform og globaliseringens (civilisationens) degenererende former trives blandt bevægelsens intellektuelle bannerførere.

Den højresnoede kulturkritik kan måske nok rumme et analytisk potentiale, hvis indsigter kan udgøre nyttige bidrag til forståelsen af de europæiske samfunds aktuelle udvikling. Dens kulturdiagnoser kan for eksempel udgøre et kritisk korrektiv til den hastige omkalfatring af nation og samfund, som følger med globaliseringen og de forgange årtiers teknokratiske forvaltning af den liberale ordens politiske doktriner, der - som en antitese til den liberale ”elites” kosmopolitiske utopi - har intensiveret den kollektive bevidsthed om vores nedarvede forankring i diverse nationale såvel som kulturelle enheder. Frasorteret den konservative revolutions anti-demokratiske og nationalchauvinistiske elementer har de forgange års kulturkritiske nybrud således bidrage til at adressere menneskets irrationelle dimensioner, og derved de behov for kulturel samhørighed og identitet som rækker ud over den liberale forestilling om det abstrakte retssubjekt. I sit forsvar for Europa som livsform kan den konservative kulturkritik og forfaldstænkning desuden udgøre et korrektiv til den postmoderne værdinivellerings systematiske udvanding af det europæiske kontinents værdi- og åndshistorie – og dermed også understøtte den kulturarvsforvaltning som stimulerer oplevelsen af medejerskab til samfundets civile og offentlige institutioner.

Men selvom flere af tidens højre-intellektuelle forfaldstænkere repræsenterer et forsøg på at indtænke dele af radikalkonservatismens tankegods i en mere klassisk konservativ ramme, og dermed ikke forfægter et totalt opgør med det liberale og borgerlige samfunds demokratiske grundantagelser, bør mellemkrigstidens civilisatoriske deroute give anledning til en kritisk refleksion over det nye højres ideologiske beskaffenhed. Uden at reducere radikalkonservatismen til dens realhistoriske konsekvenser som åndelig banebryder for Det Tredje Riges nationalromantiske militarisme, bør bevægelsens dystre virkningshistorie give anledning til en række kritiske forbehold over for den højre-intellektuelle kulturkritiks ideologiske substans. For som den svenske sociolog og konservatismeforsker Göran Dahl blandt andre har påpeget, sløvede radikalkonservatismen idéen om individets ukrænkelige rettigheder og ofrede sansen for den enkeltes frihed til fordel for skæbnefællesskabets overindividuelle helhed. I deres kritisable forsøg på at knuse den liberale oplysningstraditions ”overgreb” på det egentlige og autentiske ophøjede mellemkrigstidens radikalkonservative desuden destruktionen til genfødslens uomgængelige forudsætning, hvilket var en destruktiv logik, som i samspil med bevægelsens autencitetsfikserede enhedstænkning knyttede flere af repræsentanterne til nationalsocialismens kulsorte reaktion.

Det nye højres romantiske enhedsbestræbelser rummer således flere problemer, som ud over deres manglende respekt for det liberale demokratis grundlæggende principper og institutioner blandt andet manifesterer sig i en udgrænsningsmentalitet baseret på en naiv forestilling om det kulturelt homogene og konfliktløse samfund. For nok forudsætter det sammenhængende og stabile samfund bekendelsen til en fælles national kultur i form af et delt system af betydning og mening, et fælles kompleks af sædvaner, værdier og kollektive minder, ligesom tilslutningen til visse grundlæggende overbevisninger er afgørende for enhver form for organiseret livsførelse. Erkendelsen af fællesskab forudsætter med andre ord oplevelsen af tilknytning til noget bestemt, et defineret og derfor tendentielt ekskluderende hele, hvorfor et samfunds identitet både består af en kognitiv og emotionel dimension, som kommer til udtryk i dets selvforståelse, symboler, historie, værdier og ceremonier - alle de kulturelle og sociale bånd, som ved at forlene befolkningen med en følelsesmæssig dybde gør den juridiske og institutionelle statsdannelse til en nation. Men i modsætning til det nye højres eksklusive assimilationsprojekt består udfordringen i dag snarere i at skabe en national identitet, som er rummelig og heterogen nok til at en flerhed af kulturelle fællesskaber kan repræsenteres og dermed knytte fælles følelsesmæssige bånd til den. Det 19. århundredes romantiske nationsforestilling bør således afbalanceres af Oplysningens definition af det politiske fællesskab som en sammenslutning af ligestillede borgere, der knyttes sammen af visse liberale principper og en forfatningsmæssig overenskomst som dels er indlagt i den statslige struktur og dels i et fælles regime af rettigheder og pligter.

Artiklen er publiceret i tidsskriftet Replique 23/04-2018 (Artiklen er redigeret efter publikationen).