Forræderiet mod friheden

Om Isaiah Berlins tanker og aktualitet.

Ethvert element af oplysningstraditionen og den beslægtede modernitet har affødt sit teoretiske modstykke. Sekulariseringen blev for eksempel mødt med frygten for en ”affortryllet verden”, det frisatte individ af Durkheims anomi begreb og arbejdsdelingen med Marx´ idé om fremmedgørelse. I forlængelse heraf affødte markedsøkonomiens fremkomst en stærk antibourgeois mentalitet i det 19. og 20. århundrede, der udlagde de middelklassedemokratier, som opstod i kølvandet på den amerikanske og franske revolution, som hjem for alt fra varefetichisme og Webers ”jernbur” til Nietzsches ”sidste menneske” samt Heideggers anonyme og rodløse ”Das Man” (man kunne her tilføje Marcuse´ ”endimensionelle menneske” og T.S Eliots ”hollow man”). Hvad Oplysningens fædre betragtede som en verden af fremskridt er således blevet udlagt som et landskab af kulturel forarmelse, instrumentel rationalitet, rodløshed og moralsk samt spirituelt forfald af deres forskelligartede kombattanter, hvis repræsentanter spænder over alt fra korrigerende kritikere med rødder i den rationelle tradition (f.eks. Frankfurterskolens neomarxister) til den tyske romantiks antiuniversalister (f.eks. Herder) til attenhundredtallets kontrarevolutionære modoplysningstænkere (f.eks. De Maistre). De franske postmodernister og deres mange arvtagere kan betragtes som det seneste skud på oplysningskritikkens historisk rodfæstede stamme.

Brodden fra modernitetens kritiske ånd blev således hurtigt vendt mod den selv, hvorfor den moderne verden og vores frygt for den historisk set har indgået i en konstant vekselvirkning. Det er imidlertid en grundfæstet forestilling, at angreb på Oplysningen også indebærer et angreb på det liberale demokrati, men ligesom oplysningstraditionen er et sammensat fænomen, er det samme tilfældet for dens modstandere, som stadig kan have noget at sige os i det 21. århundrede. De bedste kritikere af den fransk-kantianske oplysningstradition er i forlængelse heraf ikke reaktionære, der ønsker at rulle den tilbage, men derimod moderate, hvis forankring i idéhistoriens bredspektrede modoplysningstradition formår at give moderniteten næring fra kilder uden for den selv. For disse er moderniteten med andre ord et ikke et problem, der via en radikal negation skal udryddes, men derimod en udfordring, som skal mødes. Et eksempel herpå er den franske fritænker Alexis de Tocqueville, der accepterede demokratiet, men som ønskede at redde det fra sin værste tendenser og forlene det med en dybde ved at gribe tilbage til tanker fra den før-moderne vestlige tradition, nemlig aristokratiet. Konkret anticiperede han blandt andet frygten for det atomiserede og manipulerbare massemenneske, filisteren, som Hannah Arendt senere gjorde central for sin analyse af den totalitære stats fremkomst i det 20. århundrede. Et andet eksempel, og genstanden for dette essay, er den britisk-jødiske idéhistoriker Isaiah Berlin, som både var en vægtig repræsentant for liberalismen samt en indædt kritiker af en række kernelementer i dens underliggende oplysningstradition. En tradition, hvis tendens til monisme og manglende pluralitet han udfordrede ved at omfavne dele af den romantiske modoplysnings revolte mod oplysningstidens rationalistiske idealer.

En atypisk liberal

Isaiah Berlin blev født i 1909 i Riga, men flyttede i 1916 med familien til Skt. Petersborg, inden de i 1921 rykkede videre til England som følge af den russiske borgerkrig og bolsjevikkernes tiltagende repression. Netop oplevelserne under den bolsjevikiske revolution blev sammen med nazisternes jødeudryddelse helt centrale for hans tænkning og personlige bekendelse til liberalismen. En liberalisme, der beskæftigede sig bemærkelsesværdigt lidt med den produktionsoptimerende og økonomisk orienterede idétradition som udspringer fra Adam Smith, men som i kraft af blikket for tilværelsens mangfoldighed af konfliktende værdier og livsmål ophøjede valgmuligheden til frihedens kerne.

Positiv og negativ frihed

I sit berømte essay ”Two concepts of liberty” udfolder Berlin to frihedsforståelser, som han benævner henholdsvis positiv og negativ frihed (frihed til og frihed fra). Hvor sidstnævnte refererer til fraværet af ydre begrænsninger for handlen, omhandler den positive frihed derimod en udvidet forståelse, hvor vi først er frie, når vores valg ikke er begrænset af ydre variable som vi ikke kontrollerer. Vi er med andre ord ikke blot frie i kraft af de valg, vi træffer, men først når vi lever et liv, der korresponderer med vores rationelt udtænkte plan for tilværelsen. Den positive frihed dækker således ikke blot over friheden fra tvang, men indbefatter friheden til at opnå bestemte mål, hvorfor den ikke blot er, men derimod skal opnås via politisk kamp.

For Berlin er det imidlertid for let at kalde en lang række efterstræbelsesværdige værdier for frihed, da vi i sidste ende vil skulle vælge imellem disse. Det er med andre ord en illusion at tro, at fx lighed, velstand, sundhed, sikkerhed og ”frihed fra” er kompatible mål som friktionsløst kan indpasses i et harmonisk og sammenhængende hele. Konflikten imellem forskellige goder er derimod menneskets tragiske grundvilkår. En central pointe hos Berlin er desuden, at den positive frihed ofte slår om i tyranni samt rationaler for tvang og social kontrol, idet bestræbelsen på at gøre mennesket mere dydigt og rationelt ofte kolliderer med menneskets individuelle autonomi. For Berlin er den positive frihed nemlig tæt sammenvævet med den rationalistiske idé om, at der er en sandhed, et idealregime, og forveksles frihed for eksempel med menneskelig lykke risikerer individet at blive reduceret til et middel for udfrielsen af abstrakte doktriner, der i praksis risikerer at maskere despotismen som frihed.

Monisme og pluralisme

Berlins forsvar for den negative frihed er en central del af hans intellektuelle arv, men dette skal i vid udstrækning forstås i forlængelse af nogle underliggende antagelser om menneskets natur og muligheder, som han udfolder i opposition til den fransk-kantianske oplysningstradition. Ifølge Berlin er denne nemlig formet af nogle grundlæggende idéer baseret på en række hypoteser, der groft kan opsummeres således: at menneskenaturen er en universal, fikseret størrelse, som er ens i alle tider og alle steder. At alle spørgsmål har et sandt svar, og at universelle menneskelige mål derfor er mulige at identificere. At disse mål er kompatible og derved kan indgå i en harmonisk helhed, som kan udfries ved at applikere den videnskabelige metode på moral, politik og økonomi. Men for Berlin er forestillingen om, at menneskelig adfærd kan betragtes som grundlæggende uniform på tværs af tid og rum, og derfor gøres til genstand for fælles love og forklaringsmodeller, der altid er sande, en reduktiv og monistisk teori om menneskets natur.

Mennesket eksisterer derimod i et bredspektret moralsk univers med mange forskellige mål, hvorfor Berlins tanker om negativ frihed og pluralisme er koblet til hans centralfilosofiske tese om de ultimative måls inkomsumeralitet. Berlin kaldte selv denne doktrin for pluralisme, med hvilket han mener, at der findes mange efterstræbelsesværdige menneskelige værdier, der som nævnt ikke nødvendigvis er kompatible. Det gode har med andre ord mange ansigter, og ædle hensigter tenderer mod at komme i strid med hinanden, hvorfor livet snarere bør betragtes som en konflikt mellem konkurrerende goder end en kamp mellem godt og ondt. Berlin udlægger ofte disse tanker igennem studiet af forskellige modoplysningstænkere, herunder den tyske folkesjælstænker Johann Gottfried Herder, der i sit forsvar for de organiske og nationale enhedskulturer betragtede mennesket som et produkt af den komplekse historiske og sociale tekstur, det er indfældet i. I forlængelse heraf opfattede han oplysningens fordring om det almengyldige som en undergravning af verdens kulturelle særpræg, såvel som de interne og historisk fremvoksede principper, der definerer og giver mening til klodens kulturelt distinkte fællesskaber. Berlin er grundlæggende sympatisk indstillet over for Herders blik for det partikulære i den historiske tradition, hvorfor hans liberalisme ikke blot skal sikre den enkeltes rettigheder og frihed, men også beskytte og konservere den fundamentale diversitet blandt mennesker, herunder nationalkarakterer udtrykt i sprog, kultur, værdier og livsstile.

Da menneskets dybeste idealer og aspirationer udlægges som værende i permanent konflikt, supplerer Berlin altså idéen om negativ frihed med en værdipluralisme inspireret af den romantiske modoplysnings opgør med den rationalistiske og monistiske oplysningstradition. Da mennesket værdsætter distinkte såvel som inkompatible mål bliver pluralismen den sociale formation, som er mest velegnet i relation til at organisere samfundet. Berlins værdipluralisme skal dog ikke forveksles med en banal relativisme, hvilket han ofte imødegår i sine tekster, idet han mener, at der findes basale moralske grundsætninger som alle kan enes om på tværs af kulturer, tid og samfundslag. Værdierne er således afgrænset af en fælles menneskelig horisont, hvorfor det principielt set også er muligt at relatere til andre værdier og levevis. Berlins værdipluralisme afviser således både den universalistiske såvel som den rent subjektivistiske moraletik, der opfatter alle værdier som historisk betingede præferencer snarere end objektivt eksisterende kilder til sammenstød og konflikt.

Utopi og dystopi

Hvor positiv/negativ frihedsdebatten primært var koblet op på den kolde krig og Berlins kamp mod den røde totalitarisme, forekommer pluralismekonceptet især relevant i relation til at analysere tidens forskellige kulturkonflikter. En af pluralismens konsekvenser er dog også, at ideen om det harmoniske og friktionsløse idealsamfund ikke bare er et uopnåeligt ideal, men også logisk inkonsistent i sin grundlæggende bestræbelse. ”Ud af menneskehedens krogede tømmer kan der aldrig laves en ret planke” er et udsagn lånt fra Kant, som Berlin flere gange anvender i sin essayistik, og som på mange måder er sigende for den liberale position han i sit forfatterskab gør sig til talsmand for.

I Berlins optik kan rationalismen hverken afhjælpe samfundsdilemmaer funderet i sammenstød mellem forskellige objektivt eksisterende værdier eller udlede samfundets grundlæggende principper ud fra abstrakte teorier om menneskets eller samfundets ”natur”. Universalrationalismens krav om at forklare tilværelsen i ét altomfattende system, såvel som den beslægtede bestræbelse på at identificere den endegyldige samfundsløsning, betragter han derimod som kimen til det 20. århundredes totalitære systemer. I dette lys bliver bolsjevikkerne jakobinernes naturlige arvtagere og Berlins værdipluralisme og negative frihedsbegreb et værn mod den ”oplyste” despotismes sociale ingeniørarbejde. På denne baggrund træder Berlin også frem som et klarsynet produkt af sin tid, hvor hengivelsen til perfektionerende skrivebordsutopier, ofte kombineret med bekendelsen til en historisk determinisme, ledte mange intellektuelle i favnen på diverse gruopvækkende demagoger.

Berlin ligger således på linje med den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper, som i mammutværket ”Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945 revsede forestillingen om, at der findes historisk determinerede udviklingsmønstre for samfundet. Popper argumenterede desuden for, at man bør vende blikket mod samfundets konkrete onder frem for utopiens ideelle gode. I sin fuldtonede omfavnelse af rationalismen var Popper imidlertid tættere på Kant og den franske oplysningstradition end Berlin, som i høj grad var forlenet med den russiske og romantiske tænknings ”mørkere” udsyn – herunder den nationalistiske udlægning af kulturer som distinkte sociale enheder samlet om en fælles historie.

Begge anfægtede imidlertid den forkromede utopis hovmodige totalstatsløsninger og spekulative udlægning af det ideale samfund, ligesom idéen om at gribe aktivt ind i historien med henblik på at realisere de fremtidige sandheder, som kunne udledes af Historiens dechifrerbare mønstre, blev imødegået i deres tekster. Et tankesæt, der - hvad enten man betragter historiens udvikling som en lineær progression (som Kant og Condorcet) eller gennem dialektiske stadier (som Marx og Hegel) - tenderer mod at betragte revolutionen som historiens acceleration mod menneskehedens harmoniske endestation. Begge havde desuden konkrete erfaringer med den totalitære stat, idet Popper i 1937 emigrerede til New Zealand af frygt for nazismen, og Berlin flygtede fra Oktoberrevolutionens revolutionære fortrop i 1921. En fortrop, der i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som den historiske udviklings avantgarde og reducerede det russiske folk til instrumenter for dennes abstrakte kræfter. I dette lys inkarnerede den historiske determinisme et overgreb på selve kernen i Berlins frihedsforståelse, nemlig evnen til at vælge imellem forskellige alternativer, ligesom den i samspil med marxismens besnærende utopi tjente som legitimerende faktor for et kompromitterende paradoks ved kommunismen. Et paradoks som en desillusioneret kommunist i Vasilij Grossmans murstensroman Liv og skæbne (1980) fremfører i kraft af udsagnet om, at ”den kommunistiske ideologi frigjorde mennesket fra moralen i moralens navn”.

Det administrative despoti

Som det fremgår ovenfor nærer Berlin en helt grundlæggende afsky for tankesystemer, der betragter mennesket som midler snarere end mål i sig selv, og hans tænkning kan derfor både vendes imod hans samtids totalitære samfundssystemer såvel som imod enhver form for teknokrati og overdreven videnskabelig rationalitet, der reducerer kampen mellem modstridende værdier og principper til et spørgsmål om teknikker. Eftersom der ikke eksisterer en harmonisk konvergens hvad menneskets ultimative mål angår, underkender den teknokratiske positions omformning af alle politiske og moralske problemer til tekniske spørgsmål nemlig det demokratisk-individualistiske syn på mennesket, som Berlins pluralisme omfavner og udspringer af.

På denne baggrund kan Berlin læses som en kritiker af enhver form for vidtgående videnskabelig bureaukratisk kontrol, der - baseret på en grundlæggende idé om harmoni mellem individ og samfund - søger at kultivere den enkeltes personlighed via eksperter og sociale teknologier, og som dermed underminerer idéen om mennesket som en kreativ og selvdeterminerende størrelse. Denne position kan ligeledes identificeres hos en fremtrædende tænker som Foucault, og rummer en dyb afsmag for den upersonlige kollektivisme samt enhver form for terapeutisk, konformerende samt paternalistisk regulering af individet i henhold til et uafvendeligt og rationelt ordnet socialt mønster.

Berlin som koldkrigstænker

Berlins moralske imperativ om at lade individet forfølge sine individuelle aspirationer fik ham til at omfavne den negative frihed som koncept og formulere sig op mod sin samtids systembyggere. Frem for de store trosystemer og kollektive mobiliseringsremedier, der prætenderede at kunne forklare alle aspekter af menneskelivet, værdsatte han tvivlen samt den kritiske og uafhængige tænkning. I lighed med andre liberale koldkrigsintellektuelle som Aron og Koestler animerede antikommunismen således mange af Berlins idéer, men hans tænkning appellerer dog i højere grad til tvivl og ydmyghed end udfarende ideologiske korstog.

Berlin afviste i forlængelse heraf heller ikke den positive friheds målsætninger, selvom dens mudrede frihedsbegreb kan understøtte enhedsbestræbelsens socialteknologiske overgreb på den individuelle vilje, ligesom han både var skeptisk over for laissez-faire liberalisternes økonomiske udbytning samt de radikale kollektivisters forherligelse af centralistisk statsautoritet. På denne baggrund var Berlin heller ikke en libertær fortaler for den absolutte frihed, som sagtens kan afbalanceres af andre hensyn, og hans skillelinje mellem friheden og frihedens betingelser kan derfor også indimellem forstås mere analytisk end decideret politisk (om end hans forfatterskab ikke har meget at sige om socioøkonomiske emner).

Berlin og nationen

Som nævnt ovenfor var Berlin inspireret af modoplysningen og den tyske romantik, der anfægtede rationalismen og udskiftede oplysningens universelle prætentioner med den autentiske folkeånds kollektive identitet. Disse mangefacetterede bevægelser var således centrale for Berlins pluralismekoncept og den beslægtede udlægning af værdisammenstødet som en uadskillelig del af menneskets lod. I forlængelse heraf forlener Berlins værdipluralisme ham med evnen til at anerkende værdier som typisk anfægtes inden for den liberale tænkning. For eksempel afspejler nationalismen ifølge Berlin et universelt og dybereliggende identitetsbehov baseret på medlemskabet til et kulturelt og historisk fællesskab med rødder i et bestemt territorie. Berlin var imidlertid ikke nationalist i en chauvinistisk forstand, men han forstod det permanente spørgsmål om tilhørsforhold, ligesom han værdsatte og respekterede diversiteten i kulturelle værdier og livsmål.

I forlængelse heraf kan Berlin udlægges som fortaler for en moderat nationalisme, hvis formål er at skabe et rum for det kollektive liv, der udspringer af det almenmenneskelige behov for at tilhøre en gruppe. Oplevelsen af gruppetilhør behøver ikke nødvendigvis at være koblet op på en nation, men det nationale tilhørsforholds delte sprog og kollektive historie har i Berlins optik vist sig stærkere end alle andre gruppeloyaliteter, hvorfor han betragter nationen som en legitim måde at stimulere dette basale behov. Berlins argumentation herfor er således ikke instrumentel (den nationale loyalitet sikrer stabile institutioner og social solidaritet), men derimod forankret i en forestilling om en ”irrationel” komponent i menneskets grundlæggende konstitution. For Berlin er nationalismens forsvar for folkefællesskabs kollektive liv således ikke blot en simpel patologi, men udtrykker derimod et genuint menneskeligt identitetsbehov. Fornægter man dette, som mange socialister og liberale internationalister systematisk har gjort, afskærer man sig fra at forstå nationalismen som en basal og uafhængig historisk kraft i verden.

Refleksioner over Berlins tænkning og aktualitet

Som det fremgår ovenfor, strukturerede Berlin sit tankeunivers ved at nedbryde en række komplekse emner til simple dikotomier som positiv/negativ frihed, pluralisme/monisme og oplysning/modoplysning. I den forbindelse bliver hans udlægning af oplysningen også en lidt grovkornet konstruktion, en art stråmand, som tenderer mod at overdrive oplysningstraditionens monisme samt uniforme forståelse af den menneskelige natur. Men uagtet dette er forfatterskabet båret af en intellektuel nysgerrighed såvel som en udtalt aversion mod alskens former for dominans og doktrinær troskab, hvilket gør Berlins tanker til en evigt relevant base for kritik og inspiration. Hans modvilje mod at transformere oplysningens postulerede monisme (den endelige sandhed) til praktisk politik er til stadighed relevant, eftersom de hovmodige totalløsninger på menneskehedens ulyksaligheder historisk set har indeholdt kimen til overgreb på det konkrete og historisk forankrede menneske.

I dette lys bør vores politiske adfærd snarere basere sig på jævn progression og skepticisme end dogmatik og utopisme, og Berlin tilbyder i forlængelse heraf et udsyn, hvor politiske mål er midlertidige samt funderet i kompromiser, prioriteringer og etableringen af ustabile ligevægte. Et udsyn, hvor politiske løsninger skaber nye udfordringer, og hvor demokratiet – pga. af fraværet af en altomfattende samt hierarkisk struktureret værdiskala - er en proces frem for en konklusion. Som feltråb i kampen for en bedre verden synes dette udsyn muligvis vagt (jf. det gamle udsagn om hellere at tage fejl med Sartre end at have ret med Aron), men de samfund som er kommet længst i relation til at skabe velstand, social retfærdighed og individuel frihed er ikke revolutionære stater, men derimod stater, der gik reformvejen og satte deres lid til det hårde parlamentariske arbejde. I en tid, hvor åndelige brandstiftere på begge yderfløje igen er i bevægelse, kan Berlins forfatterskab medvirke til at revolutionens sprog ikke afkobles dette historiske vidnesbyrd.

Man bør dog huske, at fællesskabet sætter os i stand til at realisere vores ønsker og udøve vores rettigheder, hvorfor den positive frihed som koncept bestemt er relevant i bestræbelsen på at skabe lige chancer og muligheder for at realisere vores individuelle livsprojekter. Den angloamerikanske koldkrigsliberalisme, som var udbredt i perioden mellem 1930erne – og 50erne og blandt andre talte folk som Berlin, Lionel Thrilling, Karl Popper og Raymond Aron, kan i forlængelse heraf beskyldes for at nære et overdrevent fokus på menneskets begrænsninger og de gode intentioners destruktive udfald. Ved at afsværge den ideologiske passion og identificere samfundets trusler i den vestlige civilisations egen optimisme, kan en tænker som Berlin derfor i nogen grad også beskyldes for at kapitulere over for ideen om kollektiv progression til fordel for status quos politiske stabilitet.

Men Berlins opgør med den holistiske systemtænkning er imidlertid vigtig, ligesom hans værdipluralisme kan være et både sympatisk og tolerancebefordrende program for handlen i et komplekst menneskeligt univers af distinkte værdier og eksistentielle præferencer. Men den fuldstændige hengivelse til tvivlen er ligeledes en åbning for relativismen, og man kan i forlængelse heraf passende spørge, hvor opgøret med universalismen og de naturlige rettigheder egentlig fører hen? Et opgør, som Berlins værk i sin helhed kan siges at bidrage til, selvom han formentlig ville svare, at man bør lade tvivlen herske uden at lade den trumfe sine grundlæggende moralske antagelser. Berlins værk udfolder derudover oplysningens dialektik, hvor fornuften slår om i sin modsætning (en tankefigur man ligeledes finder hos Horkheimer og Adorno) sideløbende med at modoplysningen behandles som diversitetens kilde. Man bør dog være opmærksom på, hvilket Berlin også er, at en lignende dialektik kan identificeres i modoplysningen, hvor irrationalismen og gruppetyranniet er en konstant fare med gode vækstbetingelser blandt dette idekomplekst bredspektrede palet af kontrarevolutionære autencitetsbesyngere. En gruppe for hvem kulturen bliver en lukket, fikseret størrelse, der som historisk aggregat ikke kan reorganiseres i henhold til individuelle behov og interesser, og som udskifter den fælles bekendelse til fornuften med et fokus på det ”unikke”, forstået som alt det der adskiller og isolerer folk på tvær af etniske og kulturelle skillelinjer.

For Berlin var Herder en stor pluralist og antiautoritær tænker fordi han modsatte sig den franske oplysnings rationalisme, men Herders kontrarevolutionære kommunitarisme kan ligeledes betragtes som første stadie i hengivelsen til den kollektivistiske utopi om national autencitet, som foruden kommunismen hjemsøgte det 20. århundrede. Berlin fokuserede imidlertid mest på den venstreradikale totalitarisme, hvorfor han primært placerer skylden for det forrige århundredes totalitære udskejelser på oplysningens grund, og derfor også bliver for blid i vurderingen af dens fjenders aktier heri (selvom han i sit senere forfatterskab bliver mere opmærksom på højreradikalismens intellektuelle rødder i romantikken og den kontrarevolutionære modoplysning). I forlængelse heraf tenderer Berlins værdipluralisme - som nok er en pragmatisk måde at navigere i verden på - mod at beskrive et samfund af grupper snarere end individer, når spørgsmål vedrørende kulturel mangfoldighed skal adresseres. En højaktuel tendens som rejser et vigtigt spørgsmål: Er modoplysningen (såvel som Berlins kulturelle værdipluralisme) et humant alternativ til oplysningens universalisme eller efterlader dens dyrkelse af gruppeidentitet individet forsvarsløs overfor diverse kulturelle og historisk betingede former for kollektivisme? Gruppen giver nok en følelse af tilhør, en art plads i verden, men der synes at eksistere en vis spænding imellem Berlins tilslutning til den negative frihed og den beslægtede værdipluralismes forherligelse af kulturel diversitet. Berlin har dog under alle omstændigheder efterladt sig en kompleks og inspirerende liberal arv, der kobler friheden til valget, da ikke alle menneskelige mål og idealer nødvendigvis er kompatible.