Kampen om det sande folk

Som en toneangivende og kontroversiel realpolitisk faktor har populismen i de seneste årtier skabt rystelser i Vesten politiske typografi, idet den har udfordret de etablerede modeller og systemer, der kendetegnede perioden efter afslutningen på den kolde krigs geopolitiske rivalisering. Som politisk magtfaktor har den ikke blot gjort op med den klassiske højre-venstre skalas ideologiske opdelinger, men ligeledes sået tvivl om den udbredte forestilling om, at en konsensual forståelse af det liberale demokratis fortræffeligheder ville udgøre fundamentet for det 21. århundredes historieskrivning.

Uagtet dette synes populismebetegnelsen at dække over et inkonsistent og elastisk kampbegreb, der i form af en negativt værdiladet etikette ofte hæftes på politiske modstandere, og derfor kan forekomme svært at indkredse som empirisk fænomen. For som den venstreintellektuelle demokratiforsker Pierre Rosavallon blandt andre har påpeget, er populismens politiske disruption ikke skåret over en fasttømret ideologisk ramme baseret på et manifest med klart definerede doktriner eller autoritative sociale såvel som økonomiske programerklæringer. For i modsætning til det forrige århundreders øvrige ismer, der i grove træk blev formuleret af tænkere som Edmund Burke, Karl Marx, Adam Smith, John Stuart Mill, Pierre-Joseph Proudhon og Mikhail Bakunin, synes populismens nuværende aktører ikke at have udarbejdet en selvstændig teori om samfundet, hvorfor de snarere fremstår som eksponenter for en hybrid-ideologi. En hybrid-ideologi baseret på en platform af konfrontation, der som politisk brændstof næres af kriser og konflikter i samfundet. Med inspiration fra den hollandske politolog Cas Mudde kan den fremadstormende populisme således betragtes som en ”tynd ideologi”, der stående på et fundament af fortidens mere substantielle ideologier opfanger og inkorporerer tidens tendenser i sine politiske budskaber. 

Men selvom populismen umiddelbart kan virke som et uensartet og svært begribeligt fænomen uden nogen grundlæggende enhed – en art semantisk blindgyde -, er det ikke desto mindre en særdeles udbredt politisk etikette, der aktuelt anvendes som samlebetegnelse for en lang række systemkritiske bevægelser på det politiske kontinuums yderfløje. I forlængelse heraf er der i de senere år blevet udgivet flere bøger af fremtrædende samfundsforskere som for eksempel Jan Werner Müller og førnævnte Rosavallon, hvori populismens gennemgående karakteristika søges udfoldet. Disse bøger kan med fordel studeres i bestræbelsen på at kvalificere brugen af dette omdiskuterede begreb, herunder forstå de mangefacetterede bevægelserne begrebet omfatter. Bevægelser, der i folkemunde kan rumme alt fra den franske socialist Jean-Luc Mélenchon til nationalkonservative Rassemblement National og Alternative für Deutschland. Alt fra fuldblod autokraterne Nicolas Maduro, Victor Orban og Racep Erdogan til Brexitpartiets formand Nigel Farage, USA´s præsident Donald Trump og de sydeuropæiske partier Podemos, Syriza og Lega.

Men hvori består fællesnævnerne og er der tale om en række luftkastellers flyvske bestyrere eller et legitimt opgør med en selvforherligende politisk adel af strukturbevarende levebrødspolitikere og embedsmænd? Er populismens demokratiet autentiske stemme, som den amerikanske samfundsrevner Christoffer Lasch skrev i sit social-konservative hovedværk Eliternes oprør fra 1994, eller bør den snarere betragtes som en direkte trussel mod det selvsamme demokrati og dets grundlæggende institutioner?

Populismens anatomi

Overordnet set kan man identificere en række variationer i bestemmelsen af populismens egenart på tværs af den politiske, idéhistoriske og politologiske litteratur, hvori vor tids vandrende ”spøgelse” både udlægges som en genuin politisk tradition, et symptom såvel som en politisk metode og strategi.

Ifølge den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller skal populismens hverken forstås ud fra et specifikt politisk indhold eller diverse socialpsykologiske vælgerprofiler, men derimod på baggrund af den moralske påstand om at være eksklusivrepræsentanter for en entydig og autentisk folkevilje. I sin bog ”Hvad er populisme?” udlægger han netop påstanden om eksklusivrepræsentation som populismens væsentligste kendetegn, hvilket gør den antipluralistisk og tendentielt antidemokratisk i sin essens. Ved at hævde dette moralske monopol, at kun de repræsenterer og fuldbyrder folkets vilje, stemples afvigende stemmer som værende i modstrid med det sande folks røst, hvorved de udelukkes fra befolkningens empiriske helhed og fratages deres gyldige demokratiske repræsentation. På denne baggrund fremstår populistiske partier som det teknokrati de angriber, hvori politiske, ideologiske og interessemæssige modsætninger ligeledes ophæves. Müller tilskriver desuden populismen en antielitær kerne, en ”anti-establishment” attitude, der spiller et mytisk og moralsk ophævet folk ud mod en parasitær og korrupt elite, hvorved han gør den dikotomiske samfundsopfattelse central for karakteristikken af populismens grundidé.

I sin bog Populismens århundrede udlægger Rosavallon populismen som en opstigende ideologi med dybe historiske rødder og en særlig tilgang til spørgsmålet om folkesuveræniteten. Rosanvallon betragter grundlæggende populismen som et sammenhængende politisk projekt baseret på et minimalistisk demokratiideal, hvor folkeafstemningens direkte suverænitetsafgivelse ophøjes på bekostning af administrative mellemled og repræsentative partibureaukratier - en snæver demokratiforståelse, som Rosanvallon blandt andet anfægter med henvisning til dennes manglende sammenkobling af den politiske vilje og det politiske ansvar.

I lighed med Müller forbinder Rosanvallon desuden populismen med idéen om et imaginært enhedsfolk i opposition til en ikke-repræsentativ politisk elite, der menes at konfiskere demokratiet ved at udlicitere den politiske vilje til rationelle eksperter, dommere og markedets anonyme kræfter. Suverænitetsbegrebet gøres således til en uadskillelig del af populismens natur og bredspektrede palet af national-protektionistisk politik, hvor globaliseringen ikke kun vurderes ud fra en social og økonomisk målestok, men kritiseres for at fordreje folkeviljen og udhule idéen om et alternativ til den eksisterende orden. Som idealtypisk konstruktion udgør populismen derved en politisk protestkultur, der opererer ud fra idéen om det u-korrumperede folks rene dømmekraft. Populisten betragter sig i forlængelse heraf som inkarnationen af denne sammensmeltede folkeenheds fælles vilje, og vender sig, som folkesuverænitetens dedikerede tjener, med en krigerisk retorik mod det parlamentarisk-repræsentative systems elitære ”pampervælde”.

Rosanvallon fremhæver desuden populismens evne til at udnytte og rehabilitere menneskets følelsesverden, der ellers tidligere blev betragtet som en farlig og irrationel kraft i politik. Oplevelsen af vrede, afmagt og manglende anerkendelse i en hyper kompleks og truende verden udlægges således som væsentlige psykologiske drivkræfter bag populismens folkelige tilslutning, ligesom dyrkelsen af den menneskelige følelseskerne er essentiel for dannelsen af populismens ”os mod dem” samfundssyn. Et modsætningsforhold, der typisk aktiveres ved hjælp af diffuse fjendebilleder med en stærk mobiliseringskraft i form af fx ”den ene procent” eller ”teknokraterne i Bruxelles”, og som tilbyder en tydelig fortolkningsramme i en forplumret og uoverskuelig politisk og social virkelighed.

Både venstre- og højrepopulismen deler ifølge Rosanvallon disse karakteristika, der i form af en fælles ideologisk sokkel forener de populistiske bevægelser i en antagonistisk elite-folk-dikotomi samt hård kritik af de overnationale europæiske institutioner og politikker.

Demokratiets forvrængning 

På ovenstående baggrund kan man konkludere, at den moralske påstand om eksklusivrepræsentation er en central komponent i populismens anatomi, hvorfor populisterne – ved at prætendere at samle hele befolkningen – strukturelt afviger fra andre og mere traditionelle partier, der som koalitionssøgende instanser ideelt set kan udlægges som organiserede udtryk for specifikke gruppers interesser. Populisten fremstår derved i konflikt med den liberale demokratiforståelse, hvor formålet med repræsentation er at afspejle forskellighed og afstemme divergerende om end legitime interesser via parlamentarisk deliberation. Hvis lederen eller partiet menes at inkarnere folkets sande vilje, opfattes enhver indskrænkning af deres magtudøvelse som en barriere for realiseringen af folkedybets demokratiske ønsker. På denne baggrund er populister typisk også skeptiske over for det liberale demokratis konstitutionelle regler om magtens begrænsning og deling - det bolværk mod flertallets tyranni, som fx udtrykkes igennem parlamentet og domstolenes virke. I stedet for at betragte den retlige sfære som autonom, betragter populisterne den som politisk, idet forfatningen udtrykker et magtforhold og folket er kilden til magten. Denne politisering af staten i folkesuverænitetens hellige navn repræsenterer imidlertid en farlig tendens, som underminerer det liberale demokratis balancering mellem flertalsstyre og mindretalsrettigheder. I forlængelse heraf synes populismen da også ofte at tage at tage staten i besiddelse og tilsidesætte forfatningsbestemte procesregler, når den vinder frem, hvilket blandt andet er kommet til udtryk hos Trump i USA samt i forbindelse med Ungarn (Fidesz) og Polens (PiS) nationalkonservative opgør med Vestens ”løsslupne liberalisme” og ”moralske forfald”. Et opgør, der har udmøntet sig i en erosion af landenes demokratiske institutioner og medført, at enhver opposition til den ”entydige” folkeviljes legitime repræsentanter betragtes som udemokratiske landsforrædere.

Både Rosanvallon og Müller fremhæver da også den populistiske bevægelses illiberale slagsider, hvorimod især Müller forekommer mindre følsom over for den sociale og kulturelle virkelighed, som bærer populismen frem og får den til at ræsonnere i brede befolkningslag. Her kan man derimod søge indsigt i Anna Libaks Forstå populismen fra 2018.

Populismen som symptom

Hvor Rosanvallon og Müller udfolder populismens natur, sætter Libak derimod dens årsager i fokus. Årsager, hun primært identificerer i globalismens fallit, forstået som den idépolitikske strømning, der siden Den Kolde Krigs afslutning har udbredt idéen om grænseløse markeder såvel som nationer (globaliseringen som ideologi). Forestillingen om den globale landsbys harmoniske sameksistens forudsætter imidlertid, at alle har samme præferencer, hvilket ikke er tilfældet, og Libak påpeger i den forbindelse, at globalismens underliggende ideal (tanken om at Vesten i kraft af sin hegemoniske status kan udbrede sine værdier og forme verden i sit billede) globalt set er under afvikling. Forestillingen om den store harmoni via konvergens til vestlige standarder har med andre ord været en illusion, og Vesten er, som følge af sin vigende økonomiske og demografiske magt, derimod kun et af flere magtcentre i en multipolær verdensorden. I forlængelse heraf udlægger Libak populismen som et forsøg på at fastholde kontrollen med de europæiske samfunds aktuelle udvikling, en art beskyttelsesreaktion udsprunget af Vestens fald som global magtfaktor. Libak udlægger således populismen (den højredrejede version heraf) som en nationalkonservativ modrevolution udsprunget af grundlæggende fejl i globalismens teoretiske tankekonstruktion. En tankekonstruktion, hvor rejsen mod lighed, frihed og vækst gik gennem nedbrydelsen af grænser, idet alle folkeslag mentes at have samme værdier og ønsker for tilværelsen, ligesom den transnationale markedsøkonomi mentes at ville gøre alle rigere og fremme demokratiets globale udbredelse. Markedets udbredelse førte imidlertid ikke automatisk demokratisering med sig og Vestens modstandere blev i forlængelse heraf nok stærkere, men ikke ”vestliggjorte”, hvorved den geopolitiske magtbalance ændrede sig og Vestens selvforståelse langsomt skiftede fra vinder til taber.

Den vestlige populismes antiglobaliseringsdagsorden kan ud fra optik betragtes som et forsøg på at tilbageerobre kontrollen med deres egen stat. En stat, der ellers havde udliciteret ansvaret for sit velbefindende til diverse internationale institutioner og traktater. I forlængelse heraf anskues populismens fremmarch som en direkte reaktion på den indvandring, der fulgte i slipstrømmen på det liberale globaliseringsparadigme, og som i flere lande har ændret befolkningens demografiske sammensætning og modbevist globalismens forestilling om, at kultur og religion var ligegyldige artefakter henvist til historiens losseplads.

Libak tematiserer således en række bagvedliggende problematikker, som populismen næres af, og som i form af for eksempel stigende ulighed samt integrations- og kulturkonflikter har været en udløsende faktor bag populismens politiske mobilisering. Problematikker som har afledt liberalismens nuværende krise og fået tilslutningen til sociale eksperimenter som multikulturalisme og europæisk føderalisme til at forvitre til fordel for de populistiske protestpartier der retter deres systemkritiske røst mod globaliseringens negative konsekvenser. Libak betragter altså ikke populismen som en ideologisk perversion, men derimod som et symptom på reelle problemer i den liberale globalisme. Populismens inkarnerer i den forbindelse en anti-globalistisk bevidsthed, der udfordrer det liberale idékomplekst, som under dække af nødvendighedens politik har udstukket de seneste årtiers politiske kurs. Karl Marx havde i forlængelse heraf ikke ret vedrørende arbejderklassens kosmopolitiske prætentioner, da det i dag er den velbjergede elite, for hvem fællesskabet snarere er abstrakt og dynamisk end konkret og forpligtende, som trækker deres nationale anker, imens samfundets nedre lag forsvarer nationalstatens sociale kontrakt og kulturelle gensidighed.

Den politiske viljes genkomst

I dette lys kan man fremhæve, at det politiske system i Vesten, det liberale demokrati, består af to grundlæggende elementer - et liberalt og et demokratisk. Hvor populismen jævnfør ovenstående ofte tenderer mod at underminere den liberale dimension, forstået som fundamentet af retssikkerhed, magtens deling og respekten for individuelle rettigheder samt uafhængige politiske institutioner, har den demokratiske dimension, hvor folkets vilje omsættes til politiske beslutninger, ligeledes været under pres som følge af den liberale ideologis enerådige sejrstogt i årene efter Sovjetunionens fald. En tendens, hvorigennem repræsentationen af samfundets iboende konfliktspændinger ofte er blevet afvist med henvisning til en teknokratisk tale om ”økonomiske” realiteter eller en belærende oplysningsetik. For frem for at være produktet af en kollektiv, deliberativ viljedannelsesproces, har magtbærende politikere altså ofte udlagt deres handlinger som en sagligt funderet og alternativløs reaktion på en strukturel tilpasningstvang, der f.eks. hidrører fra den økonomiske sfære. På denne baggrund er befolkningen blevet objekt for en ufravigelig udvikling, hvilken igen betyder, at den politisk administrative orden af mange opleves som et fremmedbestemt felt. Det handlekraftige politiske subjekt er med andre ord udskiftet med det afmægtige individ, idet den politisk gestaltede verden ikke opleves som et udtryk for hele befolkningens vilje og flerstemmighed. I forlængelse heraf kan man tilføje, at mange beslutninger i de seneste årtier er blevet udliciteret til domstole, centralbanker, handelsaftaler og overnationale institutioner, hvilket også har fået politologen Cas Mudde til at beskrive populismen som en illiberal demokratisk reaktion på årtier med udemokratisk liberal politik.

Som politisk ideologi og samfundssystem synes liberalismen således at rumme en tendens til at udskifte politikudøvesen med jura, administration og moraliseren, hvorfor populismen i nogen grad kan betragtes som politikkens genkomst efter et apolitisk interregnum mellem murens fald og finanskrisen i 2008, hvor den "jævne" befolknings bekymringer ofte blev reduceret til et udtryk for irrationelt snæversyn. En art kognitiv defekt og atavistisk flugt fra den nye tids åbne og friktionsløse verden. Denne tendens har siden givet næring til den elite-folk modsætning, som udgør en retorisk grundfigur blandt den fremadstormende populismes forskellige repræsentanter.

Populismen som ”wake up call”

I en tid med økonomiske kriser, kultursammenstød, ulighed, migrantionspres og markante opbrud i gamle industrier og på arbejdsmarkedet generelt har populismen unægtelig formået at adressere blinde vinkler hos de ældre og mere etablerede partier, hvorfor den – ved at kanalisere frustrationer ind i det politiske system – nok kan tilskrives en demokratisk værdi. Selvom at folkedybets røst ikke nødvendigvis er smuk, og til tider synes hævet over den liberaldemokratiske respekt for fakta, moral og anstændighed, kan frembringelsen af et mere lydhørt demokrati, hvorigennem borgernes oplevede virkelighed gøres nærværende på den politiske scene, medvirke til at adressere de tabserfaringer og oplevelser af demokratisk repræsentationsunderskud, som har banet vejen for populismens politisk-kulturelle ressentiment. Populismens succes har i forlængelse heraf blotlagt det forhold, at globaliseringen har efterladt dele af befolkningen i en følelse af afmagt og manglende kontrol med udviklingen i deres eget liv og land, hvilket har næret en modstand imod det liberale globaliseringsparadigmes grænseopløsende etik, herunder globalismens post-nationale dagsorden og udrensning af kulturel identitet. En dagsorden, der ikke synes forankret i nogen bred politisk legitimitet, men som derimod er i konflikt med mange menneskers ønske om politisk suverænitet samt kulturel og demografisk selvbestemmelse. Med rehabiliteringen af emotionelle kategorier som fornemmelsen af tilhør, anerkendelse og selvrespekt har mange af populismens vælgere derfor også revitaliseret en række immaterielle værdier, der i bestræbelsen på at sikre borgerne tryghed, genkendelige samfund, tillidsfulde fællesskaber og en lokalitet at identificere sig med rækker ud over den klassiske fordelingspolitik og distribution af velfærdsgoder. Som transnationalt fænomen er populisternes polariserende verdensbillede derfor ikke blot virkelighedsforvanskende retorik, idet de er lykkedes med at opfange udbredte frustrationer og adressere påtrængende udfordringer i det senmoderne samfund. Ved at tale til ”glemte” gruppers anerkendelsestrang har den blandt andet appelleret til vælgere, der føler sig overset eller ”overhalet” af udviklingen, hvorfor den også afspejler et reelt klassemodsætningsforhold i de økonomiske, kulturelle og politiske magtrelationer, som er vokset med udbredelsen af de seneste årtiers teknokratiske forvaltning af det liberale globaliseringsparadigme.

Når det er sagt tenderer populismen dog ofte mod at dyrke den folkelige vrede, som i stedet for at blive forsøgt adresseret inden for rammerne af det repræsentative demokratis institutioner, typisk spilles ud mod det etablerede liberale demokratis magtinstanser og institutioner. En farlig såvel som problematisk tendens, da populismen, ved at spille en konstrueret folkelig enhedsvilje ud mod liberalismens møjsommeligt opbyggede institutioner, igen og igen undergraver den politiske kultur, der indordner masserne under folkestyrets institutioner og agerer bolværk mod de mørke kræfter i mennesket. På baggrund af Europas historiske erfaringer bør man desuden altid være skeptisk over for ledere, som føler sig udset af folket og højere magter til at overvinde tidens udfordringer. Populisternes dyrkelse af massernes instinktive fornemmelse for almenviljen var i forlængelse heraf en farlig ingrediens i mellemkrigstidens revolutionære radikalisering.

Hele det populistiske program kan desuden beskyldes for at være i konflikt med nogle helt grundlæggende forhold i vores senmoderne samfund. For selvom populisterne ofte beskyldes for ikke at have noget sammenhængende politisk projekt, kan de, som den tyske sociolog Andreas Reckwitz blandt andre har påpeget, siges at adressere tre verserende kriser i de vestlige samfund. Dels en socioøkonomisk krise om ulighed, dels en sociokulturel krise vedrørende erosionen af den samfundsmæssige gensidighed, og dels en demokratikrise knyttet til oplevelsen af et folkeligt repræsentationsunderskud. I tilknytning til disse kriser kan populismens højresnoede fraktioner imidlertid godt forenes i et radikalt politisk modprogram, idet ulighedskrisen skal imødegås igennem en øget national regulering, den sociokulturelle krise skal adresseres via en styrkelse af den nationale identitet, herunder et opgør med kosmopolitter og migranter, og demokratikrisen skal håndteres ved hjælp af etableringen af et illiberalt demokrati, hvor folkesuverænitetens vilje kan blive forløst. Det er imidlertid svært at se, hvordan dette modprogram kan realiseres i et nyt og meningsfyldt politisk styringsparadigme, som ikke er i konflikt med store dele af det senmoderne samfunds egne befolkningsgrupper og grundlæggende præmisser. Dette skyldes, at disse samfund netop kan karakteriseres ved en postindustriel og globaliseret økonomi baseret på blandt andet arbejdsmigration og globale produktionskæder, samt en udtalt kulturel diversitet og social pluralisme i forhold til for eksempel livsstile og etnicitet.

Det kan dog også virke utilstrækkeligt blot at forsvare den eksisterende orden, når man skal give tilfredsstillende svar på de udfordringer, som nærer grobunden for vor tids populistiske bevægelser. Inddæmningen heraf forudsætter derimod, at Vestens traditionelle magtpartier adresserer globaliseringens negative aflejringer og udvikler troværdige alternativer til populismens polemiske kur. Alternativer baseret på en antropologisk realisme, der - uden at forfalde til højre-populismens racistiske tilbøjeligheder eller chauvinistiske genindlejring af individet i etnisk definerede kollektive identiteter - besinder sig på nationalstatens historisk betingede fælleslighed og fastholder blikket for det rodfæstede og lokale. Populismens alternativ bør endvidere adressere de ulighedsskabende eksklusionsmekanismer, der gør sig gældende i tidens globaliserede og postindustrielle økonomi, hvori værdien af kulturel kapital, uddannelse og individuelt entreprenørskab er blevet de primære determinanter for løn, status og socialt avancement. Mekanismer, der sideløbende med globaliseringsparadigmets neoliberale skævvridning af samfundsressourcernes fordeling har undermineret det liberale verdensbilledes løfte om vækst og fremgang i den brede befolknings levevilkår.

Ved at være kritisk over for populismen såvel som dens årsager, og derigennem svække den populistiske politiks efterspørgsel, kan Vestens ansvarsbærende partier forhåbentlig befæste det liberaldemokratiske regimes politiske legitimitet. Man bør imidlertid altid fastholde, at folket ikke eksisterer i ental, men kun i dets sociale og politiske diversitet, ligesom demokratiets essens er et åbent og pluralistisk fællesskab. Ethvert anslag mod denne etiske rettesnor for samfundet udgør derimod en fare for den oplyste og debatterende politiske proces, som er grundlaget for det liberale demokrati.

 Artiklen er publiceret i tidsskriftet Replique den 6. april 2021.