Når alt fast fordamper – Postmodernismen og det neoliberale samfund

Postmodernismen er i dag et udskældt intellektuelt paradigme, hvis bredspektrede angreb på modernitetens epistemologiske forudsætninger, herunder tiltroen til den konsensusberoende fornuft og rationaliteten som et universelt gyldigt politisk redskab, i stigende grad angribes på tværs af det politiske spektrum, hvor det konkret forbindes med alt fra woke-ideologisk identitetspolitik til ”sandhedens” tilbagegang og bruddet med enhver bestræbelse på at konstruere politikker baseret på en grandios historie om et retningsbestemt socialt fremskridt.

Postmodernismen er dog også et sammensat fænomen, som ofte tenderer mod at være et semantisk sort hul, en slidt etiket, der som en klodset fordømmelse kan hæftes på alt fra Madonna til diskrediteringen af diverse metanarrativer vedrørende menneskelig emancipation. En bizar og uheterogen størrelse, som kan være svær at tage entydig stilling til. Inden for filosofien er Jean-François Lyotards banebrydende La Condition postmoderne fra 1979 (dansk: Viden om det postmoderne samfund, 1982) et centralt værk, der markerer postmodernismes opgør med enhver totaliserende historiefortælling baseret på modernitetens forestilling om et retningsbestemt fremskridt modeleret efter en abstrakt fornufts diktater. Ind kom i stedet en pluralitet af magtdiskurser, hvilket knæsatte den poststrukturalistiske pointe om, at der ikke findes noget uden for de magt- og vidensstrukturer, vi som mennesker er indlejret i. En erkendelse, der underminerede forestillingen om en umedieret og af social praksis uafhængig erkendelse. Det universelle blev således udspaltet i en myriade af partikulære fortolkninger, tidslige såvel som situerede, hvorfor det ”modernes” idé om fornuft og fremskridt – oplysningsprojektets kerne - blev reduceret til en af magtens mange fremtrædelsesformer. Lyotard og hans ligesindede repræsenterede således et traditionelt tysk perspektiv vendt mod en modernitet, der var forankret i den franske oplysningsrationalismes historisk diskrediterede fokus på enhed og universalitet.

Hvor moderniteten abonnerede på en fornuftsbestemt visualisering af en sluttilstand, der markerede kulminationen på dens ordensopbyggende bestræbelser, opgav postmodernismen således den sociale retfærdigheds model som ultimativ horisont. Postmodernismen var stadig drevet af modernismens lidenskab for emancipatorisk overskridelse, men der var ikke længere nogen klar forestilling om dens endemål. I stedet knæsatte den et anerkendelses- og rettighedsprincip, som i modsætning til de gennemgribende modeller for progressiv transformation forbliver formelt og åbent. Overordnet formulerede postmodernismen således afslutningen på den store fortælling, oplysningsparadigmets arv, der forbinder viden, kunst og moral i en forpligtende sammenhæng og lover universel frigørelse gennem teknik, fornuft og videnskab. Dette orienteringstab var dog ikke nyt, da modernitetens erosion af overgribende meningssammenhænge til fordel for en verden blottet for harmoniske fortællinger med generel gyldighed også var en central del af modernismen. Fortolkningen heraf var imidlertid forskellig, idet modernismens tragiske konklusion blev postmodernismens neutrale præmis.

Postmodernismen som neoliberalismens kulturelle tjener 

Med sin seneste bog Everything, All the Time, Everywhere: How We Became Post-Modern (2021) viderefører den forhenværende The Guardian journalist Stuart Jeffries opgøret med postmodernismen fra en venstreorienteret position, idet han udlægger den som nyliberalismens kulturelle overbygning. På denne baggrund revitaliserer Jeffries en kritik, som tidligere er blevet fremført af marxistiske litteraturkritikere som Fredric Jameson og Terry Eagleton, der ligeledes knytter postmodernismen til senkapitalismens postindustrielle forbrugssamfund.

I bogen tager Jeffries livtag med den kulturelle, filosofiske og politisk-økonomiske udvikling, der siden 70erne har ændret de vestlige samfund set i relation til efterkrigstidens fordistiske og keynesiansk funderede akkumulationsregimer. Formålet hermed er, at udlægge nyliberalismen og postmodernismen - de seneste årtiers mest udbredte intellektuelle paradigmer - som to simultant opståede tankesystemer, der ikke nødvendigvis er ens, men som i en ”giftig” kombination gensidigt befrugter hinanden og generer en økonomisk og kulturel orden baseret på det fleksible og provisoriske, selvstiliserende forbrug og en overfladefikseret leg med identiteter. Jeffries sammenblander og adresserer således både postmodernismen som filosofiske doktrin, den såkaldte poststrukturalisme, såvel som dens kulturelle og politiske aflejringer, samt den beslægtede periodebetegnelse postmodernitet. En betegnelse, der indfanger en række strukturelle ændringer i den socioøkonomiske organisering af de vestlige samfund, og som den polske sociolog Zygmunt Bauman har forsøgt at indfange med sin diagnosticering af den ”flydende modernitet” - en porøs og bevægelig orden, hvor ambivalensens og usikkerhedens vilkår er blevet dominerende i en kontinuerlig omskiftelig verden karakteriseret ved en gennemgribende erosion af stabile holdepunkter, varige beskæftigelser og meningsskabende bindinger.

Jeffries analyser tager afsæt i en lang række politiske og kulturelle nedslag, der vedrører alt fra David Bowie og Sex Pistols til Las Vegas, Margaret Thatcher og Tech-industrien i Silicon Valley. De mange nedslag kobles undervejs til neoliberalismen (i sig selv er et mudret begreb) med henblik på at vise, hvordan denne senmoderne form for kapitalisme, i kraft af dens behov for en differentierende konsumerisme og individualisme, er særdeles kompatibel med den postmoderne idétradition og kulturs intellektuelle såvel som kunstneriske doktriner. Det postmoderne paradigmes nihilisme, produktive destruktionstrang og kontinuerlige dyrkelse af den kreative selvfremstillings bestandige identitetskonstruktion menes altså at inkarnere dele af den senmoderne kapitalismes egen logik, og i praksis understøtte neoliberalismens markedsbaserede kultur af differentieret forbrug og individualisme – ultimativt realiseret i Facebook, Instagram og Twitters virtuelle rum for selvperformance.

Via sine mange nedslag optegner Jeffries samlet set en postmoderne kultur af brud, kontingens og individualisme, der kan siges at korrespondere med et historisk skift i kapitalismens evolution. En evolution, som har foranlediget en decentraliseret verden af teknologi, konsum og kulturindustri, hvori service, finans- og informationsteknologi trumfer traditionel produktion og den klassebaserede politik forsvinder til fordel for et spænd af identitetspolitikker, idet senmodernitetens postmoderne produktions- og individualiseringsprocesser har opløst tidligere tiders klassespecifikke livssammenhænge og identitetsstiftende kollektive miljøer. I dette lys bliver postmodernismen en æstetisk overbygning på neoliberalismen snarere end et radikalt modsvar, da det postmoderne paradigmes subversive potentiale flugter med neoliberalismen beslægtede opgør med orden og autoritet. Intet synes nemlig mere flydende og fleksibelt end markedspladsen.

I forlængelse heraf anklager Jeffries postmodernismen for at nedbryde det modernes utopiske ånd, og - fremfor at transcendere vores forestillingsevne til fordel for nye etisk-politiske orienteringer - have affødt en hypostasering af det neoliberale forbrugssamfund. Hans udlægning af det postmoderne menneske kan i forlængelse heraf begribes som en art flanør i konstant bevægelse gennem en verden uden faste fundamenter. Et menneske fanget i drømmen om at frigøre sig fra den virkelige verdens konkrete kampe til fordel for en fritsvævende eksistensform i et overfladefikseret univers blottet for dybde og socialt engagement.

Både neoliberalismen og postmodernismen forstår imidlertid sig selv igennem frigørelsestermer, men for jeffries er denne retorik om frihed blot en trojansk hest, der legitimerer ”tyranniet” fra kapitalismens altomsluttende markedsdoktrin. I den forbindelse udlægges enhver forestilling om valgfrihed, autonomi og selvdetermination også som et paralyserende bedrag, ligesom de forgange årtiers erosion af fikserede betydninger og faste fundamenter beskrives som en ensidig forfaldshistorie med et underliggende fokus på det psykoanalytiske overjeg snarere end jegets etableringsproces i positiv forstand.

Jeffries synes i den forbindelse tydeligt inspireret af den neomarxistiske Frankfurterskoles første genration, der ligeledes ønskede at trænge ned under det kapitalistiske samfunds overflade af kulturindustri og vareæstetik med henblik på at gestalte en anti-fetichistisk vækkelse, der kunne transcendere den kommercialiserede livsverdens tingsliggjorte hverdagsbevidsthed samt modgå den rationalitet, der gør vareudvekslingens logik til en universalkategori for hele den samfundsmæssige væren. Dette kan være udmærket, men i forlængelse af frankfurterskolens ældre repræsentanter tenderer Jeffries mod at blive eksponent for en paranoid og totaliserende systemkritik, hvor den sociale orden betragtes som en monolit uden hverken sprækker, brudflader eller friheden til refleksion, kritik og handling. Det er i den forbindelse fristende, som den tyske frankfurterfilosof Jürgen Habermas, at hævde eksistensen af en kommunikativt struktureret livsverden, der ikke kan reduceres til, men selvfølgelig påvirkes af, vareformen og markedets ”systemtvang”.

Postmodernismen: et svar til tiden?

I forlængelse heraf blev den postmoderne filosofi i høj grad fremført af desillusionerede post 68-intellektuelle, der brød med marxismens teoretiske rammeværk og søgte at udvikle en ny og ikke socialistisk venstrefløj i erkendelsen af kommunismens totalitære potentiale. Den franske filosof Michel Foucault er et godt eksempel på denne trend, da hans tænkning i vid udstrækning formulerede sig op imod den vertikale magtudøvelse, der fx kan identificeres i de socialistiske samfunds bureaukratiske kollektivisme såvel som i de vestlige socialstaters bløde paternalisme. På denne baggrund forskød han blikket fra samfundsinstitutionernes klasseinteresser til disse institutionernes fabrikation af særlige identiteter udsprunget af specifikke magt- og videns konstellationer. Foucault ønskede således at flytte fokus væk fra opfindelsen af nye sociale strukturer med henblik på at styrke blikket for den måde, hvorpå individet konstitueres som subjekt. I praksis indebar dette et arkivarisk intellektuelt udgravningsarbejde, der kunne udvide paletten legitime selvforhold og tjene som menneskehedens kulturelle selvoplysning.

Vendt imod den tendens til systematisering og fiksering, der kendetegnede de traditionelle teorier, og hvis homogeniserende ambitioner og hang til kategorisering af det partikulære mentes at producere ekskluderende dominansforhold, søgte mange poststrukturalistiske tænkere altså at frigøre mennesket fra diverse kunstige sociale bindinger og hegemoniske diskurser. På denne baggrund blev den subversive politiske modstandsstrategi også indsnævret til kampen mod normalisering med henblik på at åbne nye rum for pluralisme og eksperimenter.

Postmodernismen og nysliberalismen fællesmængde

I denne bestræbelse på at åbne nye toleranceområder op, hvori individet kan udvide deres valg af livsstil, var og er markedet såvel som neoliberalismen ikke nødvendigvis en modstander, da den netop tilbyder et mindre restriktivt rammeværk for udfoldelsen af den autonome identitetsdannelse end den bureaukratiske stats normative-disciplinære systemer.

Som politisk-økonomisk paradigme er neoliberalismen nemlig et komplekst begreb, der både kan udlægges som en frihandelsideologi såvel som en styringsstrategi for den offentlige sektor funderet på et moralsk og ideologisk opgør med den bureaukratiske socialstats idealer om rationalitet og planlægning. En styringsstrategi, der udsprang af 70ernes økonomiske kriser, og som gjorde borgerne til forbrugere af offentlige services, idet markedet nu skulle korrigere statens fejl snarere end den anden vej rundt. Dette skulle ske i erkendelsen af, at efterkrigstidens rationelle topstyring, i et komplekst og svært overskueligt samfund formet af forskellige logikker, principper og normative hierarkier, tenderer mod at komme i konflikt med den sociale virkelighed. Staten skulle nu styres efter hvad den leverede, og derfor drages til ansvar på baggrund af diverse produktivitetsmål samt ud fra dens evne til at imødekomme brugernes forventninger og krav til fx gennemsigtighed og inddragelse. Borgerne skulle i forlængelse heraf adresseres som små selvstændige erhvervsdrivende, der igennem bevidste valg stræber efter – og har ansvar for – at optimere og realisere sig selv.

Snarere end at ville forme menneskets efter et bestemt billede appellerer neoliberalismen således til borgeren som en selvstændig aktør, en aktiv agent på et marked, der er forpligtet på at udvikle sit eget potentiale, hvorfor den som moral, ideologi og styringsstrategi kan siges at være i overensstemmelse med den nye tids opfattelse af mennesket som frigjort, selvstændigt og antiautoritært. En forestilling om mennesket, som er vokset ud af både ungdomsoprøret og postmodernismens frisættelse af jeget. Med neoliberalismen blev markedet i forlængelse heraf ophøjet til autoriteten i et samfund der havde sat spørgsmålstegn ved sine politiske autoriteter, ligesom det blev knæsat som fællesnævneren i et fragmenteret samfundsfællesskab udspaltet i forskellige normative regimer. Man kan på denne baggrund godt påstå, at neoliberalismen og postmodernismen rummer en vis fællesmængde, idet begge ophøjer entreprenørånden i mennesket og begge inkarnerer et opgør med den bureaukratiske stats sociale ingeniørarbejde.

Autencitet som ”buzzword” og etik

I forlængelse heraf lever vi aktuelt i en tid, hvor jagten efter autentiske erfaringer og partikulære identiteter for mange er blevet et sociokulturelt ledemotiv. En tendens, som tyskeren Andreas Reckwitz blandt andre har forsøgt at indfange med sit kultursociologiske begreb om ”singularitetens samfund”. Hvor industri- og velfærdssamfundets epoke var præget af formel rationalisering og standardisering synes tidsånden i dag snarere båret af en sociokulturel valorisering af det autentiske, originale og kreative. En postmodernistisk logik, hvis neoromantiske selvrealiseringsfordringer - i modsætning til den industrielle modernitets nivellerede middelstandssamfund - sætter det særegne frem for det almene i centrum.

Denne tendens til personlig autencitet og selvudfoldelse er ligeledes slået igennem på det senmoderne arbejdsmarked, der som følge af den informationsteknologiske revolutions nye produktionsbetingelser og kvalitative forandringer i kapitalismens økonomiske akkumulationsforhold i nogen grad har udskiftet det disciplinær-industrielle produktionssamfunds hierarkiske og autoritære organisationsformer med nye typer af decentrale og fleksible netværksorganiseringer. Organiseringer, der i praksis imødekom og strategisk indoptog de antiautoritære 60eres æstetiske fordringer om øget autonomi, deltagelse og selvrealisering i arbejdslivet. Med denne nye ”kultur” (Richard Sennett) eller ”ånd” (Luc Boltanski og Éve Chiapello) kan kapitalismen altså siges at have indoptaget den æstetiske kapitalismekritiks romantiske idéfragmenter i bestræbelsen på at genopfinde og konsolidere sig selv i kølvandet på 60ernes modkulturelle opposition til datidens bureaukratiske disciplin. En æstetisk opposition, som fra en livsstiliserende flanke - i lighed med store dele af det 20. århundredes historiske avantgardebevægelser - angreb det ”ydrestyrede” og ”fremmedgørende” arbejdslivs underminering af individets ekspressive selvudfoldelse. Som sociologerne Sennett, Boltanski og Chiapello tidligere har bemærket kan der således identificeres et pikant sammenfald imellem virksomhedskulturen i dele af vores ”postmoderne” projekt- og netværkssamfund, og det forrige århundredes æstetisk funderede kapitalismekritik. Begge gør selvoverskridelsen til selvudfoldelsens underliggende kriterie, og begge forstår de den bureaukratiske efterkrigstidskapitalismes faste rammer og rutiner som forhindringer for den personlige udvikling, frihed og selvstændighed.

Den konservative kapitalismekritik

Jeffries kritik af postmodernismens opbrud og bestandige selvoverskridelse skriver sig i høj grad ind i denne bredspektrede udvikling, hvis forskellige dimensioner bestemt kan underkastes et kritisk blik. Men i sin bestræbelse på at udfolde skyggesiderne ved en postindustriel kapitalisme, der ved at understøtte begæret og den individuelle selvudfoldelse snarere virker igennem forfør end disciplin, indskriver Jeffries sig imidlertid også i en lidt anstrengende sociologisk tradition, hvis nostalgiske sortsyn bliver for ensporet i sit syn på det ”postmoderne” samfunds sociale og moralske rum for individuel selvrealisering.

Denne ensidige pessimisme i spørgsmålet om individualisering og fleksibilitet finder man ligeledes i den førnævnte sociolog Zygmunt Baumans talrige udredninger af postmodernitetens flydende grundvilkår. Begge bliver i forlængelse heraf eksponenter for en kapitalismekritik, hvis økonomiske og socialt funderede kerne fusioneres med en konservativ kulturkritik, som fremfor at beklage de faste rammers tyranni efterlyser kontinuitet og varige forankringer af selvet. Dette er ikke i sig selv uinteressant, men kapitalismens senmoderne mutation kan med fordel forstås som et fænomen, der er mere sammensat end Jeffries og Baumans beskrivelser af sløret udbytning, frivolt karrie- og forbrugsræs og en subtil inderliggørelse af det kapitalistiske konsumptions- og produktionskredsløbs manipulerende behovssystem. Et strukturel determinering af bevidstheden, der som en almen repression i kulturen afholder mennesket fra at hengive sig til dets genuine behov (hvad disse så end er).

For nok ophøjer neoliberalismen egeninteressen og det individuelle begær til en art sandhedsinstans, ligesom markedets rationalitet udvides til at omfatte ikkeøkonomiske felter som fx kultur- og socialpolitikken. Massepartierne og klassesolidariteten er desuden blevet svagere, idet den offentlige sfære er blevet fragmenteret til fordel for frisættelsen af et bredt spænd af selvstændige konsumenters individuelle præferencer Derudover har humanressource-tænkningens kompetence- og udviklingsperspektiv bestemt sine skyggesider i form af de kontinuerlige selvrealiseringsfordringers sociale pres samt den beslægtede  ophøjelse af arbejdsmarkedets præstationsprincipper til orienteringsramme for individets livsudfoldelse og identitetsdannelse. Men selv om mange kan anfægte disse senkapitalistiske udfordringer, vil de færreste undvære dens simultane velsignelser, forstået som den neoromantiske opdyrkelse af den enkeltes frihed, kreativitet og individuelle autencitet. En pointe som Jeffries ikke synes at betænke i sine socialt indignerede opgør med hverken neoliberalismen eller dennes postulerede overbygning, postmodernismen.

Postmodernismens styrker og svagheder

Med på trods heraf indebærer den postmoderne tænknings fokus på hverdagens mikropolitik en kritiserbar tilbagetrækning fra den kollektive aktion og de makroøkonomiske variable, der former hverdagens grundlæggende betingelser. Nok mente en tænker som Foucault, at man ved at revoltere mod den sociale orden på mikroplanet kunne omstyrte helt fundamentale samfundsstrukturer, men som Jeffries bog også illustrerer kan kapitalismen sagtens indoptage og trives under de forskydninger, som følger med hverdagens eksperimenter. Historien har med andre ord vist, at den decentrale tilgang til spørgsmålet om social forandring har været ineffektiv i relation til håndteringen af økonomiske emner. En tænker som Foucault og hans teoretiske rammeværk kan således siges at have kompromitteret evnen til at adressere uligheds- og klassespørgsmål relateret til produktion og distribution, da det at gøre selvforholdet til den vigtigste base for politisk modstand ikke har været befordrende for den strukturelle kritik, men derimod har flyttet fokusset fra hvad vi ejer til hvem vi er. Hierarkierne er nok blevet udjævnet, men uligheden består, hvis den da ikke ligefrem stiger som det har været tilfældet i de forgange årtier.

I modsætning til den postmoderne diskreditering af den vestlige metafysik, hvad enten det gælder oplysningsparadigmets fremskridtstanke eller marxismens beslægtede narrativ om historisk progression, repræsenterer ”det moderne” for Jeffries en utopisk vision om det menneskelige liv og samfund. Postmodernismen bliver derimod forbundet med politisk defaitisme, idet han betoner nødvendigheden af en teoretisk fremskridtsorientering, der kan forlene den sociale indignation med en normativ retningssans og udtænkte de grandiose samfundsinnovationer som skabelsen af en mere retfærdig verden angiveligt forudsætter.

Jeffries pointe herom er bestemt interessant, idet den postmoderne tækning især forekommer politisk oppositionel i relation til systemer som baserer sig på absolutte værdisystemer og stabile skabeloner for identitet. Men som Jeffries også forsøger at påvise, rammer postmodernismens ideologiske skepticisme i mindre grad markedet, hvor pluralitet, begær og kontinuerlige opbrud hører til dagens orden. Intet historisk produktionsregime kan siges at have været mere inkluderende og mangfoldigt end den senmoderne kapitalisme, der i høj grad næres ved netop at nedbryde grænser og omfavne diversitet i livsformer.

Ideen om, at udfrielsen af progressive dagsordener skaber nye subilte magtstrukturer eller undertrykkende systemer, virker i forlængelse heraf ikke videre befordrende for det realpolitiske engagement i samfundets sociale kampe. Udfrielsen af store kollektive projekter, hvad enten man tænker på F.D Roosevelts New Deal program eller håndteringen af tidens presserende klimakrise, kræver unægtelig både engagement samt troen på et abstrakt og højere gode hinsides tingenes aktuelle tilstand. Helt grundlæggende kan man derfor passende spørge kritisk til, hvilket rum den postmodernistiske filosofi reelt skaber til udviklingen af positive frihedsdoktriner? Det at betragte virkeligheden som konstitueret af arbitrære magtforhold kan i hvert fald udmønte sig i en ufrugtbar relativisme, som gør det svært at udtænke normative samfundsvisioner og udarbejde kvalitative vurderinger af forskellige regimer.

Men postmodernismens mistro til alskens metanarrativer og idealer om rationelt fremskridt inkarnerer imidlertid også en sund skepsis, da materialiseringen af filosofiske paradigmer baseret på universelle fornuftsbestemmelser historisk har haft en tendens til at udmønte sig i magtdiskurser, hvor en bestemt politisk ideologi, delkultur eller etnicitet tog patent på fornuften og udgrænsede ‘afvigende’ orienteringer fra det offentlige rum. I dette lys reflekterer postmodernismen anti-monisme en relevant skuffelse over det revolutionære projekt og dets feberhede kollektivistiske politikker, hvorfor den også repræsenterer et vigtigt vidnesbyrd om, at bestræbelsen på at installere et utopisk håb om den endegyldige frigørelse i praksis risikerer at understøtte totalstatens fornægtelse af det pluralistiske samfunds sociale flerklang. I forlængelse heraf har udspaltningen af samfundet i en pluralitet af magtdiskurser ligeledes skabt en veritabel revolution i tankerne om magt og identitet, hvilket har sat spørgsmålet om køn, seksualitet og etnicitet på den politiske dagsorden. Ved at give mæle til historisk marginaliserede grupper har postmodernismen således været et progressivt våben i kampen for diverse minoritetsrettigheder, ligesom den grundlæggende har forfinet vores kulturelle sensitivitet. Jeffries både anerkender og værdsætter da også alt dette, om end han ønsker at ryste systemet i sin kerne fremfor ”blot” at give stemme til dets utilpassede elementer. På denne baggrund knytter Jeffries kritik også an til de seneste årtiers udvikling på venstrefløjen, hvor det traditionelle fokus på politisk økonomi og kapitalismens sociale lagdelinger i stigende grad er blevet udskiftet med kulturalistiske tankefigurer og tilslutningen til diverse identitetsdrevne kollektive bevægelser.

I en tid, hvor kampen om anerkendelse fremstår som tidens paradigmatiske form for politisk kamp, og identitetspolitikken i nogen grad har erstattet klassen som politisk mobiliseringskraft, synes Jeffries at efterspørge et mere totaliserende rammeværk for politisk aktion end den postmoderne partikularisme, hvis tribalistiske gruppepolitikker tenderer mod at udspalte samfundets sociale bånd i stadigt flere atomiserede subkulturers gensidige kamp for anerkendelse og kollektive rettigheder. Som grundlag for kollektiv politisk mobilisering hævder Jeffries altså den modernistiske makropolitik over den postmodernistiske mikropolitiks fragmenterede opposition.

Er vi stadig postmoderne?

Jeffries fokuserer primært på perioden 1972-2001, og bogen fremstår også mere vellykket som dokumentation af en historisk periode end som formuleringen af en rammende samtidsdiagnostik. De ”apolitiske” og selvoptagede 90ere og 00eres naive fremskridtstro, indadskuende etik og demonstrative overfladiskhed synes i hvert fald erstattet af en ny tidsånd karakteriseret ved en spirende politisk bevidsthed og opmærksomhed på verden. En ny vækkelse fremprovokeret af Trump, migration, rentestigninger, inflation, energikrise og eskalerende klimaforandringer. Hertil kan tilføjes Ruslands angrebskrig i Ukraine og den beslægtede stormagtsrivalisering samt fremkomst af nye geopolitiske spændinger. Indholdet vægtes igen over formen og den negative friheds etik er udskiftet med en fremadstormende moralisme, der i opposition til postmodernismens nihilistiske ånd og ironi gør enhver handling til genstand for moralsk ladede værdidomme. Men selvom postmodernismen nok har mistet noget af sin ungdommelige glød, trives dens ånd og tænkning endnu i vores digitaliserede verden af excessiv identitetspolitik, misinformation og udvandede kulturelle hierarkier. En verden, hvor det postmoderne tankegods - på godt og ondt - kan identificeres i alt fra idéen om kønsidentiteternes performative karakter til tidens kulturelle partikularisme og den karismatiske politikkers transnationale genkomst i et fornuftdetroniserende åndsklima, hvor virkeligheden er plural - et spørgsmål om magt og skiftende perspektiver - og sandheden derfor ikke betragtes som en fikserbar størrelse, der skal graves frem, men derimod som et socialt fænomen, et art autoritetsregime, der påduttes af magtfulde eliter.

Under alle omstændigheder er det dog interessant at reflektere over, hvordan postmodernismens kreative destruktion og løfter om frihed gennem overskridelse kan forstås som en åndelig og kulturel dynamo for den neoliberalisme, der som intellektuelt paradigme har domineret de seneste årtier.

Stuart Jeffries: Everything, All the Time, Everywhere: How We Became Postmodern. Verso Books, 368 sider.