Tilfældet Nietzsche

Hvad enten man kan lide ham eller ej går mødet med den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) komplekse frontalopgør med idégrundlaget for den europæiske civilisation ikke upåagtet hen. I forlængelse heraf har Nietzsche opnået en central virkningshistorie inden for store dele af det 20. århundredes tænkning, især hvad angår filosofiske felter som eksistentialismen, postmodernismen og livsfilosofien, hvorfor han ofte tænker med i kulissen når der tales om erkendelse, etik, æstetik, magt og dannelse. Foruden ovenstående grund til at beskæftige sig med Nietzsche har dele af hans tænkning i vid udstrækning også bundfældet sig i den vestlige verdens kultur- og samfund, og hans sprængfarlige tankesæt synes derved ikke ladet med den samme mængde dynamit som ved udfrielsen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Nietzsches tanker virker derimod meget aktuelle i vores senmoderne samtid, da flere af hans fordringer til mennesket nærmest fremstår systemkonforme set i relation til bestemte sociokulturelle tendenser i tiden.

Således talte Nietzsche

Overordnet oplevede Nietzsche sin samtid som nihilistisk, da de øverste værdier og formål havde mistet deres værdi, idet de ikke længere kunne legitimeres med henvisning til nogen metafysisk referenceramme og derfor ikke var begrundet i nogen moralsk orden. En erkendelse som Nietzsche samlede i udsagnet om guds død. Denne tabserfaring vedrørende tilværelsens manglende forankring i en orden af overleverede orienteringsmønstre indebar for Nietzsche, at livets værdier ikke kan forankres uden for selve livet og at verden snarere består af menneskelige fortolkninger end almene sandheder. Denne nihilisme var imidlertid ikke et fremskridt i sig selv, men derimod en erkendelse, en art overgangfase, der ifølge Nietzsche skulle overvindes ved at indstifte en række nye og livsforløsende værdier. Værdier som stillede sig i livets tjeneste og skabte rammerne for ”den fri ånds” mulighed for på egen hånd at forme og udfolde sit selv i opposition til samtidens selvfornedrende fromhed. Centralt i Nietzsches tænkning er derfor begreber som ressentiment og viljen til magt, hans moralkritik og den beslægtede tematisering af evnen til at sige ja til livet.

Slavemoral

Overalt omkring sig så Nietzsche middelmådighed og svaghed udlagt som en dyd, hvilket afføder postulatet om en form for omvendt darwinisme, hvor det afmægtige flertal, som ikke søger selvudfoldelse, men derimod udøver en moralsk forurettet fornægtelse af de andre, det stærke mindretal, omfortolker virkeligheden ved at udskifte den aristokratiske herskerklasses værdier med sine egne, underlegenhedens værdier. I forlængelse af sin erkendelsesteoretiske idéer finder Nietzsche således en egocentrisk oprindelse (en magtvilje) i den fremherskende medlidenhedsmoral, hvis "hævngerrige" følelse af forurettethed han udlægger som en slaveopstand i moralen. En opstand, der i form af ønsket om at fordømme snarere end viljen til at udrette det forbilledlige hudflettes i bogen Moralens oprindelse, hvor ”misundelsen- og middelmådighedens” bannerførere angribes for at maskere deres regimente som et moralsk retfærdighedskrav. Et selvbedrag med store omkostninger, da den moralske spændetrøje ifølge Nietzsche vender skylden indad og holder de mennesker nede, som udfolder sig selv og følger deres instinkter.

Nietzsches kritik af slaveopstanden i moralen leder ligeledes til en udtalt kritik af kristendommen, hvis selvplageriske forbudstradition ifølge Nietzsche gør livsleden til moralsk fortrin og begraver menneskets naturlige instinkter under skyldens byrde. Kritikken af kristendommen, hvis livsfornægtende frelselære indkapsler livsviljen i en opofrende medlidenhedsmoral, der byder mennesket at fornægte sig selv ved at tage del i den andens lidelse, udfoldes især i bogen Antikrist, hvori Nietzsche plæderer for at omkalfatre kristendommens afmagtsdyrkelse og moraliserende komplekst af straf- og skyldsforanstaltninger til fordel for en livskraftig frisættelse af mennesket. Kristendommens etik udlægges således som den ideologiske front i de svages omformning af den lidenskabelige aristokrats stolte selvbevidsthed til anger og samvittighedsnag, hvorfor det i høj grad er kristendommens moralske selvtugt som brydes med den græske antiks heroisme i Nietzsches berømte sondring mellem den reaktive slavemoral og den aktive herremoral. Han anfægter i forlængelse heraf kristendommens hinsides længsel, som i form af frelserlæren henfører livets mening til en illusorisk position uden for livet selv, og Nietzsches kamp består derved i at helliggøre jorden uden metafysikkens brug af himmel og helvede. Hans omvurdering af samtidens værdier skal således forstås som en forkastelse af det moralske kodeks, som mennesket havde bygget sin civilisations bygningsværk på. En konsekvent reaktion på gudsbegrebets opløsning med henblik på at lade mennesket finde hvile i livets endelighed og jordiske formål.

En væsentlige pointe hos Nietzsche er, at slavemoralens omfortolkende sanktionering af underkastelsen, hvor det selvfornægtende flertal ophæver værdier som ydmyghed, flid og lydighed til moralske fortrin, markerer en magtkamp vedrørende definitionsretten til det gode. De svages kamp kalder sig med andre ord moral, og Nietzsche ønsker ikke at bedømme livet moralsk, da han derimod spørger til moralens værdi for livet.  

Erkendelse og magtvilje

Nietzsches idéer om erkendelse og magt kan læses som en videreførelse af den tyske idealismes reduktion af verden til fænomener formet af vores forestillingsevne. For Nietzsche findes der nemlig ingen almene sandheder, men kun individuelle perspektiver, hvorfor sandhed bør betragtes som et resultat af en fortolkning snarere end en passiv videnskabelige betragtning. Hævdelsen af universelt gyldige love inkarnerer derfor blot nøgne magtfordringer, og det er på denne baggrund han reducerer samtidens idealer (moralske konventioner) til simple værdier udsprunget af bestemte livsformers dominans i kulturen. Erkendelsen står altså grundlæggende i magtviljens tjeneste, hvorfor den ikke findes i en ren, ubesmittet form, men derimod udgår fra den enkeltes ”vilje til magt” - forstået som en personlig- og eksistentiel magtudøvelse hvorigennem vi tager verden i besiddelse og gør os til herre i den. Erkendelsen er således ikke interessefri, men kan - som et magtmiddel der gør os i stand til at beherske verden - derimod tjene forskellige kræfter. Værdier kan med andre ord sættes, men ikke begrundes, og der ligger således en udtalt erkendelsesteoretisk skepticisme bag hans forestilling om magtviljen.

Nietzsche dokumenter dette ved at optrevle værdiers historiske tilblivelsesproces, og viser derved de ”objektive værdier” tilbage til deres subjektive udgangspunkt. Denne subversive historieskrivning, hvor Nietzsche afmonterer sandheder ved at opløse dem i deres historiske ophav, kalder han for genealogi. En videns-arkæologisk proces, hvor magt forstås processuelt og som den franske filosof Michel Foucault relancerede i begyndelsen af 70erne med det formål at reducere tidens fremherskende værdier til en af magtens mange fremtrædelsesformer. Det er også på denne baggrund, at Nietzsche ofte figurerer som en central figur i den postmodernistiske tænknings mistro til diverse metanarrativer og idealer om rationelt fremskridt.

Som det fremgår ovenfor, kan Nietzsche altså forstås som perspektivist, men han er ikke relativist, da nogle perspektiver er bedre end andre. Vurderingskriteriet for et perspektiv bliver for Nietzsche om det fremmer eller hæmmer livet, hvorfor han i et kulturkritisk øjemed retter blikket mod samfundets vurderingsmåder for at spørge til værdiernes værdi. Det afgørende er, hvorvidt magtviljen står i livets tjeneste. Nietzsche abonnerer således på en pragmatisk sandhedsteori, en art vitalistisk pragmatisme, ligesom han grundlæggende ønsker at omvurdere de fremherskende værdier - komme hinsides godt og ondt - med henblik på at danne rammerne om hans overmenneskevisions nye virkelighed.

Overmennesket

I det filosofiske epos ”Således talte Zarahustra” indstifter Nietzsche idéen om overmennesket, der som et stolt, selvberoende og eksistentielt oprejst menneske forbliver jorden tro og overvinder diverse livsfornægtende illusioner samt praktiske forestillinger om nytte, velbehag og fremskridt. I opposition til kristendommens underkuende hinsides længsel, der kun har øje for livet efter livet, og den rationalitet, der disciplinerer og tapper individet for livsenergi, tager overmennesket altså guds død til efterretning og bekræfter livet ved at blive sin egen eksistens og menings herre. Ladet med en dionysisk livsvilje og jeg-hævdende heroisme forløser overmennesket med andre ord sig selv igennem en kontinuerlig tilblivelse og egenrådig værdisætning (vilje til magt).

Overmenneskets grundlæggende bedrift består på sin vis i at være et menneske uden noget metafysisk formål, og ved at udfolde sin egenart inkarnerer denne figur en autentisk væren samt et sindbillede på et eksistentielt projekt baseret på en art livsbegejstret redelighed. Nietzsches overmenneske giver således de ubekendte livsmuligheder form, hvorfor det refererer til et individuelt eksistensarbejde snarere end en et racemæssig konstruktion baseret på et socialt forhold mellem over- og undermennesker. En idé, som var udtalt i de nazistiske ideologers raceforædlingsprogram og vulgariserende reception af Nietzsches tanker, og som i nogen grad kan tilskrives Nietzsches antisemitiske søster Elisabeth og hendes forvanskning af hans tekster i årene efter hans mentale sammenbrud i 1889. En anden central skikkelse i Nazitysklands omklamring af Nietzsche var filosofiprofessoren Alfred Baeumler (en af hovedmændene bag bogbrændingerne i Berlin), som var en prominent skikkelse i det nationalsocialistiske partis enhed for overvågning af nationens åndelige og ideologiske uddannelse. Men selvom Nietzsches tanker i mange tilfælde er blevet forenklet af formørkede floskelmagere, kan man sagtens finde problematiske udsagn og ideer i denne selvbestaltede dynamitstangs sprængfarlige forfatterskab, hvis tekster skulle rydde vejen for åndens dristige fortrop i deres opdagelse af nye verdener hinsides sin samtids manglende evne til at drage konsekvenserne af gudsbegrebets undergang.

Som modsætning til dette selvudfoldende og originalt skabende menneske sætter Nietzsche ”det sidste menneske”, der i henhold til tidsåndens sanktionerede ambitioner har opgivet sine store længsler og irrationelle lidenskaber i jagten på tryghed og materielle bekvemmeligheder, og dermed fundet lykken i at opgive alle ambitioner på menneskehedens vegne. Disse ”sidste mennesker”, sejrende slaver, skal overvindes igennem idéen om overmennesket og dettes evne til selvpotensering, hvorfor Nietzsche ønsker at stimulere en kvalitativ substansforandring af menneskeslægten med henblik på at styrke autenciteten og livslysten i menneskets forhold til sig selv og andre.

Nivellering og normalitet

Nietzsche kan således betegnes som en flammende individualist og heltedyrker, hvis tænkning er rundet af en eksistentiel komponent som ofte slår om i en æstetisk protest mod den spirende massekulturs udvanding af modsætninger. Nietzsche sætter grundlæggende det kulturelle fremskridt over det sociale og inkarnerer, i kraft af sine idiosynkratiske udfald mod den nivellerende lighedstankes befordring af det gennemsnitlige, derfor en aristokratiske reservation over for massesamfundets ophævelse af småborgerens snævre horisont til livsform. En gammelkendt reservation, der ligeledes kan findes hos klassiske kulturkritikere som fx Alexis de Tocqueville og Ortega y Gasset samt i den russiske filosof Nikolaj Berdjajevs konservative angreb på den jævne kollektivismes opgør med alle kvalitative hierarkier. På denne baggrund var Nietzsche talerør for en historisk udbredt frygt for tendensen til, at masserne etablerede sig som en politisk og kulturel magtfaktor med en snigende demokratisering og mere ligelig fordeling af politisk repræsentation, velstand, privilegerer og rettigheder til følge. En historisk udbredt frygt, som også i det 20. århundrede var et tilbagevendende tema i mange kulturkonservatives samfundskritiske repertoire og frygtsomme diagnosticering af den europæisk kulturs forestående undergang, idet fremskridtet i menneskelig lighed blev betalt med kulturel nivellering og dermed udbredelsen åndløshed og middelmådighed.

Det var også denne dimension af Nietzsches tænkning Georg Brandes fremhævede, da han med afhandlingen "Aristokratisk radikalisme" introducerede Nietzsche i norden og på "kulturens" vegne undsagde den nyttemaksimerende utilitarismes spirende velfærdsmoral.

Nietzsche kan således siges at være rundet af en romantisk genidyrkelse og anti-utilitaristisk livsanskuelse, som i høj grad kommer til udtryk i ungdomsværket Schopenhauer som opdrager, hvori han forfægter et åndsaristokratisk grundsyn vendt mod det demokratiske massesamfunds moralske regime, hvor individuel kreativitet og præstationsevne er afløst af kollektiv middelmådighed i form af et veltempereret liv blottet for ekstase og intensitet (livet i kakkelovnskrogen som Georg Brandes udtrykte det). På baggrund af dette aristokratisk opdragelsesideal udlægges den ”jævne middelmådighedslykke” for flest mulige ikke som et fremskridt i sig selv, men den sociale solidaritet udvises derimod ved at underkaste sig de få store mennesker. Det ”usædvanlige menneske” som for den unge Nietzsche udgjorde kulturens lokomotiv, og dermed historiens formål, da disse kulturfornyere kunne indgyde trøst i en gudløs verden samt frelse menneskeheden fra stagnation og middelmådighed.

Nietzsche kan således ikke forene socialstatens etik om den almene velfærd og solidaritet med idéen om individets selvpotensering, da førstnævnte menes at underminere det store individs selvgestaltning. Denne aristokratiske underkendelse af flertallets krav på selvstændige velvære og lykke forekommer, som hans nedgørelse af lighed, demokrati og empati, ikke forenelig med idéen om et civiliseret og socialt retfærdigt samfund hvorfor den må betegnes som både politisk og moralsk uacceptabel. Nietzsches kulturkritik blotlægger imidlertid nogle psykologiske mekanismer, der kan være virksomme i spillet om diverse værdisætninger, ligesom han viser os hvad der går tabt i kampen for fællesskab, tryghed og lighed. Med Nietzsche i baghovedet kan man ligeledes udfordre velfærdsideologiens tendens til at afkoble sig fra den kulturelle stræben og blive et selvreferentielt system, ligesom man kan spørge kritisk til værdien af dominerende værdier i diverse institutioner såvel som samfundet som helhed. Afslutningsvist rummer hans tænkning en besnærende eksistentiel og livsforløsende kraft, der i pagt med tidsånden i det senmoderne samfund sætter individet og dets eksistens i centrum.

Nietzsche, en tidssvarende filosof?

Ifølge Nietzsche var det filosoffens opgave at slå løs på tidsåndens dominerende tænkning med henblik på at afdække dens hule klang. At ”filosofere med hammeren” som han skriver i Afgudernes Ragnarok. Forestillingen om sig selv som utidssvarende var således en central del af hans filosofiske selvforståelse, men ser man bort fra hans kritik af nytteværdier og utilitaristisk velfærdsmoral synes hans antikonforme dyrkelse af personlig integritet imidlertid at harmonere fint med tidens kulturelle logikker.

I dag er Nietzsche eksistensfilosofiske problemstillinger for eksempel ikke længere forbeholdt modkulturelle outsidere, da eksperimenter med livsstil og personlige udtryk efterhånden udgør en del af mange menneskers erfaringshorisont. Som massekulturelt fænomen synes Nietzsches livsstiliserende tanker således ikke længere særlig ”utidssvarende”, men understøtter snarere bestemte æstetisk-eksistentielle tendenser i det senmoderne samfund. Tendenser, som den tyske sociolog Andreas Reckwitz har forsøgt at indfange med sin diagnose om ”singularitetens samfund”. Reckwitz pointe er, at hvor industri- og velfærdssamfundets epoke var præget af formel rationalisering og standardisering er tidens dominerende form for socialitet og strukturdannende skabelon for samfundet derimod en valorisering af det autentiske, originale og kreative. Det senmoderne samfund er på denne baggrund formet af en singularitetslogik, der modsat den industrielle modernitets nivellerede middelstandssamfund sætter det særegne frem for det almene i centrum. Reckwitz udfolder i den forbindelse fremkomsten af en sociokulturel autencitetsrevolution, hvis selvrealiseringsfordringer – som en neoromantisk revitalisering af det 20. århundredes æstetiske og kulturrevolutionære modbevægelser til den rationaliserede modernitet - i samspil med tidens postindustrielle økonomi og digitale landvindinger har gjort jagten efter autentiske erfaringer og partikulære identiteter til et ledemotiv for det senmoderne middelklasseindivid. Den senmoderne individualisering sigter således på at lade individet udfolde sin forskellighed, hvilket foruden ovenstående kommer til udtryk i en lang række distinkte sammenhænge – herunder i den offentlige forvaltning, hvor borgeren i stigende grad betragtes som ”kunde” samt i udøvelsen af politisk indflydelse, der snarere tager afsæt i personlige præferencer end tilhørsforholdet til abstrakte kategorier som klassetilhørsforhold. I forlængelse heraf synes kulturel mangfoldighed efterhånden at være det styrende princip for enhver liberal samfunds- og kulturpolitik, ligesom minoriteter i stigende grad søger almen anerkendelse for deres ”anderledeshed”, deres subjektive selvbillede.

Som et led i dyrkelsen af det autentiske og selvudfoldende individ fremhævede Nietzsche som nævnt den permanente transformation og tilblivelse, hvilket ligeledes korresponderer med store dele af tidens pædagogisk-økonomiske tænkning, hvor enhver tilstand truer med at blive en stilstand og den bestandige bevægelse ophøjes i en art trivialisering af overmenneskefigurens formel for menneskets selvovervindelse. Denne udviklingskultur gør især gældende på dele af arbejdsmarkedet, hvor en særlig forandring- og innovationsdynamik kendetegner den senmoderne kapitalismes nye ledelses- og organisationsformer, som i modsætning til industri-kapitalismen fokus på arbejdskraftens kropslige energi mobiliserer hele medarbejderens personlighed i bestræbelsen på at forløse dennes ”indre potentialer”. Tidens bredspektrede idealisering af den enkeltes forandrings- og omstillingsparathed såvel som evne til at indgå i kontinuerlige lærings- og kompetenceudviklingsprocesser - sammenfattet i sloganet om livslang læring – har således medvirket til at ophøje det entreprenante og dynamiske menneske til en form for kulturelt ideal i det senmoderne samfund. En udvikling, der jævnligt dokumenteres i samfundsforskningen, når sociologiske sværvægtere som Hartmut Rosa, Richard Sennet og Zygmunt Bauman hæver deres kritiske røst mod den senmoderne tilstand af uafladelig transformation.

På denne baggrund synes Nietzsches fordring om personlig autonomi, selvstilisering og bestandig tilblivelse ikke længere særlig utidssvarende, da idéen om at udfolde sin indre kerne og tage ansvar for egen eksistens resonerer udmærket med fremherskende idealer i vores senmoderne kulturlandskab. Nietzsche ville dog med stor sandsynlighed finde sine tanker udlevet i en noget banaliseret form, og derfor hamre videre på det 21. århundredes nytte- og materialistisk orienterede forbrugssamfund.

Artiklen er publiceret i tidsskriftet Replique den 24. november 2020.