Billede: Georg Pahl (1900–1963) Hvori består formålet med det politiske liv? Skal det i forlængelse af den liberale tradition formuleret af tænkere som John Locke og den amerikanske Uafhængighedserklærings stamfædre beskytte vores rettigheder som individer, og derigennem fremme den enkeltes mulighed for at efterstræbe udfrielsen af sin individuelle forståelse af det gode liv? En politik, der inddæmmer menneskets naturlige friktionsanlæg via en social kontrakt baseret på økono

Bundesarchiv, Bild 183-H02648 / CC-BY-SA 3.0 Historien om Weimarrepublikken er en evig relevant fortælling om, hvordan en industriel stormagt med en veluddannet arbejdsstyrke ophøjede en formørket ideolog til politisk ledestjerne, og dermed undergravede en demokratisk samfundsmodel til fordel for verdenshistoriens mest brutale fascistregime. Weimarrepublikken er imidlertid også historien om en exceptionel kulturel epoke drevet frem af nye kunstneriske udtryksformer og en grye

Foto: Fronteiras do Pensamento via Wikimedia Commons Har historien en indre mening? Dette var et omstridt spørgsmål i det 20. århundrede, hvis blodige annaler i nogen grad netop kan tilskrives idéen om historien som bærer af et prædetermineret mønster. Både Lenin og Stalin betragtede i hvert fald sig selv som instrumenter for udfrielsen af menneskets foruddiskonterede skæbne, og Gulag-lejrene blev i den forbindelse en genvej til historiens endestation. Men ifølge den amerikan

Som global stormagt har USA altid været en elsket såvel som afskyet nation. Især sidstnævnte har været tilfældet blandt europæiske intellektuelle, der tidligt udlagde nationen som et degenereret billede på den ”gamle verdens” egen fremtid, idet landet - som selve symbolet på modernitet og massekultur – inkarnerede den kumulative sum af de kulturelle eliters frygt for det europæiske kontinents udvikling. Den europæiske kulturelites dystopiske forståelse af Amerika blev bland

Foto: Bracha L. Ettinger, under the CC-BY-SA 2.5 License Postmodernismen er i dag et udskældt intellektuelt paradigme, hvis bredspektrede angreb på modernitetens epistemologiske forudsætninger, herunder tiltroen til den konsensusberoende fornuft og rationaliteten som et universelt gyldigt politisk redskab, i stigende grad angribes på tværs af det politiske spektrum, hvor det konkret forbindes med alt fra woke-ideologisk identitetspolitik til ”sandhedens” tilbagegang og brudde